|
Selskabet EuroInvestor.com A/S stiftedes i november 1999 med delt ejerskab mellem Søren og Jens
Almindes Danalyzer Systems ApS og Jubii A/S. Søren og Jens Alminde har siden starten af
1990'erne opbygget en række informationsdatabaser og analysesystemer. Rettighederne til disse
systemer indskydes i EuroInvestor.com A/S i forbindelse med stiftelsen af Selskabet.
Disse systemer var stillet til rådighed for en række store danske pengeinstitutter gennem firmaet
Danalyzer Systems Aps. Gennem dette arbejde bliver det klart for dem, at der er store mængder
information i de finansielle markeder, som kun er tilgængelig for de professionelle markedsdeltagere, mens almindelige private investorer i det store hele er afskåret fra denne information. Ideen bag
EuroInvestor er at skabe en portal på Internettet (www.euroinvestor.dk), der demokratiserer adgangen til information der er relevant i investeringsøjemed, ved at give privatpersoner nem adgang
til flest mulig relevante informationer.
Den stigende interesse for investering blandt privatpersoner og ikke mindst den teknologiske udvikling, arbejder for realiseringen af deres ide. I 1996 har brugen af Internettet nået et stade, hvor
Søren og Jens Alminde vurderer det som egnet til at formidle information fra de finansielle markeder og udveksle viden om investeringer i bredere kredse af almindelige opsparere.
Som de første introducerer brødrene i februar 1997 en portal på Internettet (EuroInvestor.com), der
giver den private investor nye muligheder.
Før etableringen af EuroInvestor portalen havde private investorer kun haft adgang til information
gennem bankernes rådgivning, samt daggamle informationer fra kurslister og mediernes nyhedsdækning. EuroInvestor bliver den første offentlige portal, der åbner for den "skjulte" information,
som venter på at blive demokratiseret og gjort tilgængelig for private investorer.
EuroInvestor er tidligt ude, men til trods for en træg start er timingen rigtig, og investorerne tager
tilbuddet om information til sig, så EuroInvestor kommer til at fungere som katalysator i udviklingen
af en dansk aktiekultur, som på det tidspunkt er underudviklet. Især forstår personerne bag EuroInvestor meget tidligt Internetmediets muligheder for erfaringsudveksling og brugerskabt information. En brug af Internettet, som først nu ca. ti år senere slår stærkt igennem under navne som
blogs, social networks og web 2.0.
EuroInvestor fjerner således det filter, der er mellem investor og marked ved at give private adgang
til information, som tidligere var forbeholdt de professionelle markedsdeltagere. På den måde har
EuroInvestor gennem ti år givet et væsentligt bidrag til, at de private investorer nu er en afgørende
drivkraft i udviklingen den danske investeringskultur med afsmittende virkning på hele den finansielle sektor og de traditionelle erhvervs- og finansmedier.
I 1997 lancerer brødrene Søren Alminde og Jens Alminde gennem selskabet Danalyzer Systems
Aps, portalen EuroInvestor.com (senere EuroInvestor.dk) som "Mødestedet for danske private investorer". Indholdet er dagligt opdaterede aktiekurser, kursgrafer, interaktivt porteføljeprogram og
debatforum. Her får danskerne for første gang et uafhængigt informationsmedie, og mulighed for at
danne sig et aktuelt overblik og skaffe sig viden om aktiemarkederne. Efter et år er antallet af unikke brugere 15.000 per måned.
I 1998 udvides forretningsområdet til også at omfatte servicering af børsnoterede danske selskaber. De første aftaler om at levere online investor relations (IR) tjenester til danske børsnoterede
selskaber indgås i efteråret 1998. I dag serviceres kunder som Lundbeck, Vestas, Lifecycle Pharma og Alk Abello i Danmark og Nestle, British Airways, Portugal Telecom og Repsol-YPF internationalt.
Selskabets udvikling
For at befæste hjemmemarkedet og hurtigt øge sin dominerende markedsandel, indgås i 1999 en
aftale med Jubii.dk, som på det tidspunkt er Danmarks suverænt mest besøgte Internetportal. Selskabet EuroInvestor.com A/S stiftes i november 1999 med delt ejerskab mellem Søren og Jens
Almindes Danalyzer Systems Aps og Jubii A/S, og alle rettigheder bliver lagt i Selskabet.
I år 2000 køber EuroInvestor Valutakurser.dk og etablerer en nem adgang til aktuelle valutakurser
fra hele verden. EuroInvestor.dk runder 100.000 unikke brugere per måned og er Danmarks absolut førende på området. Der indgås de første aftaler med internationale IR kunder.
EuroInvestor rammes økonomisk i slutningen af 2000 og i 2001, da it-boblen brister og bunden
bliver slået ud af annoncemarkedet på Internettet. For at tilpasse sig den nye situation halveres
antallet af medarbejdere og de internationale ekspansionsplaner for portaldrift sættes i bero.
EuroInvestor overvinder den krise, der ellers rammer internetbaserede virksomheder hårdt i denne
periode. I sit tredje regnskabsår 2002/2003 præsenterer EuroInvestor.com A/S sit første overskud -
og virksomheden har været overskudsgivende siden.
Væsentligt for virksomhedens overlevelse i perioden 2001 - 2003 var indtægterne fra online IR
tjenester i Danmark, men også i stigende grad fra internationale kunder. Internationaliseringen
tager yderligere fart da Selskabet i 2002 indgår forhandleraftale med Hugin Online
(www.hugingroup.com), der er Nordeuropas førende totalleverandør af online IR tjenester.
Den internationale ekspansion på online IR området styrkes yderligere da Selskabet i 2004 indgår
forhandleraftale med Thomson (www.thomson.com), der er verdens førende totalleverandør af
online IR produkter globalt set, med mere end 3000 børsnoterede selskaber som kunder. Samarbejdet med Hugin fortsætter parallelt og Selskabet har nu internationalt fået etableret sig som specialiseret underleverandør af online aktiekurs-informationstjenester.
Fra 2004 begynder markedet for onlineannoncer for alvor at røre på sig igen og Selskabet sætter
nu yderligere fokus på portaldriften i Danmark og genoptager planlægningen af en international
ekspansion. I 2006 etableres så internationale EuroInvestor-portaler i Sverige, Norge, England,
Holland, Frankrig, Spanien, Italien. EuroInvestor runder 400.000 unikke brugere i Danmark.
I januar 2007 slår EuroInvestor.dk ny besøgsrekord med 457.000 unikke brugere i Danmark og
mere end 425.000 unikke brugere internationalt. EuroInvestor modtager af D&B en AAA creditrating.
Selskabets omsætning er fra 2. halvår 2005 til 2. halvår 2006 steget fra DKK 5,6 mio. til DKK 9,0
mio. svarende til en stigning på 61%. I samme perioden er resultat af primær drift steget med DKK
3,35 mio. fra DKK 2,34 mio. til DKK 5,69 mio. svarende til stigning på 143 %. Det er primært Selskabets indtægter fra portaldriften, herunder annoncedelen der har bidraget til denne udvikling og
portaldriften udgjorde 83% af omsætningen i 2. halvår 2006.
|