|
Der er positivt nyt at hente i Siemens-regnskabet for Vestas-investorer, idet det tyske selskab beviste, at det var muligt at lande mange ordrer i andet kvartal. Det vurderer Alm. Brand-analytiker Michael Friis Jørgensen.
- Ordreindgangen er virkelig stærk. At hente omkring 2,3 mia. euro i order er bedre, end det var ventet i markedet. For at sammenligne det med Vestas, så forventer vi, at de kommer ud på 3-3,1 mia. euro i ordrer. Så Vestas er foran, men Siemens indikerer, at der er andre i markedet, som også fanger ordrer, hvorimod vi så GE komme ud med en ret svag ordremelding i Q2, som lå væsentlig under begge to. Det viser, at der er ordrer derude, men markedet er generelt ikke stærkt, siger Michael Friis Jørgensen til RB-Børsen.
Til gengæld skal man ikke lægge for meget i, at Siemens' division for vedvarende energi også klarede sig stærkt i de realiserede tal. Der er nemlig store sæsonudsving, som ikke siger meget om markedssituationen.
- Der var en stærk omsætningsfremgang og indtjeningsfremgang, men det kan man ikke bruge til så meget. For Siemens har nogle meget store rammeaftaler, så kvartalerne imellem kan der være meget store udsving i forhold til, hvordan de eksekverer de her ordrer. Det ændrer på forventningerne i markedet til Vestas' regnskab til andet kvartal, siger Michael Friis Jørgensen.
Vestas kommer med halvårsrapport den 18. august.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk ) |