SimCorp er en global software-leverandør med fokus på specialiserede løsninger til den finansielle sektor (finansielle institutioner, formueforvaltere, investeringsforeninger, mv). Virksomheden har en førende position i Norden og specielt i investeringsforeningssegmentet i Centraleuropa. SimCorps vigtigste løsning er den integrerede Straight-Through-Processing (STP) software "SimCorp Dimension", som tegner sig for mere end 90 % af koncernomsætningen. Denne løsning dækker front-, middle- og back-office krav i forvaltningen af investeringer, hvilket er et unikt salgsargument i forhold til konkurrerende software-leverandører. Den finansielle krise presser selskabets indtjening idet de finansielle institutioner er tilbageholdende med større investeringer. Men, som en konsekvens af finanskrisen, pålægges finansielle institutioner mere komplicerede regelsæt (fx BASEL III) og dette kan øge efterspørgslen efter SimCorps produkter.