De billigste internet-mæglere tager 0,05 procent i
handelskurtage, og de fleste større banker tre gange mere. Så hvis
man ikke trækker på bankens rådgivning, bør man gå efter de
billigste priser.
Af Morten W. Langer, AktieUgebrevet
Køb AktieUgebrevets
aktieskolebog "Tjen en million på aktier"
Ved aktiehandel er man ofte tilbøjelig til kun at sætte fokus på,
om en aktie kan sælges til en højere kurs, end den er købt
til.
Dette er naturligvis også en forudsætning for at kunne tjene penge
på handlen. Men det er faktisk ikke den eneste forudsætning. De
omkostninger, som følger med handlen, skal man også tage hensyn
til. Disse omkostninger afhænger af flere faktorer:
Normalt beregnes omkostningerne ved en handel som én procent af
det handlede beløb. Her kan der være stor forskel på, hvilken
procent man kommer til at betale. Forbrugerrådet har lavet en
undersøgelse af, hvad omkostningerne ved traditionel handel med
aktier koster i en lang række pengeinstitutter (Kilde:
Forbrugerrådet, Pengeguiden 21. juli
2004).
Undersøgelsen viser, at private investorer med en kursværdi under
100.000 kr. i gennemsnitligt betaler 0,72 pct. i kurtage og et
minimumsgebyr på 180 kr. Ved en kursværdi på over 100.000 er den
gennemsnitlige kurtage 0,53 pct. og minimumsgebyret gennemsnitligt
540 kr.
Disse omkostninger ligger langt over omkostningerne ved
internet-mæglerne. Her skal man eksempelvis hos Saxo Privatbank
betale 0,15 pct. i kurtage og et minimumsgebyr på 29
kroner.
Mellem disse to omkostningsmæssige yderpunkter ligger bankernes
egne internet-tilbud, som ifølge samme undersøgelse gennemsnitligt
koster 0,43 pct. i kurtage og et minimumsgebyr på 75 kr. ved
en kursværdi under 100.000 kr. og gennemsnitligt 0,42 pct. i
kurtage og 418 kr. i minimumsgebyr ved en kursværdi over
100.000 kr.
Når vi anbefaler, at man finder de billigste handelsomkostninger,
skal det dog ikke kun ses i forhold til selve omkostningernes
størrelse.
Det skal også ses i forhold til, hvad man får for sine penge. Og i
forhold til, hvad man har brug for. Man betaler langt mere for at
handle gennem sin bank, end hvis man handler direkte på børsen
gennem en online-mægler, og det kan ligne en solid overpris. Men
det er det ikke nødvendigvis.
Her skal man nemlig tage i betragtning, at der ved handel gennem
en bank normalt følger rådgivning med. Man kan henvende sig til sin
investeringsrådgiver og få råd og vejledning om hvilken
investering, man bør foretage.
Denne rådgivning er der skrevet meget både godt og skidt om, men
man vælger selv, om man vil have den. Og hvis man vælger den, må
man også betale for det.
Det er dog vigtigt, at man også løbende vurderer rådgivningen: Om
den er god eller dårlig, om den bygger på saglige argumenter, og om
man kan få udleveret skriftlige analyser, både af udviklingen på
den generelle aktiemarked og af enkeltaktier.
Her kan de mindre online-mæglere bedst sammenlignes med en
automatisk benzinstation, hvor det forudsættes, at kunden selv kan
klare hele arbejdet. Reglen er, at der ikke gives rådgivning,
og man kan heller ikke få skriftlige analyser eller en løbende
overvågning af ens aktieinvesteringer.
Til gengæld kan online-mæglernes IT-systemer som regel meget mere
end bankernes omkring automatiske handelsløsninger, som kan
forprogrammeres til at begrænse kurstab ved forudbestemte kurser
eller hjemtage gevinster ved stigninger til et nærmere defineret
kursleje.
Stor forskel
Handelsomkostningerne skal uanset løsningen sættes i perespektiv,
da der kan være meget stor forskel på de billigste og dyreste
løsninger.
Mange er blevet ubehageligt overraskede, når de på et tidspunkt
har sat sig ned og gjort regnskabet op.
Når man efter et års hårdt arbejde på aktiemarkedet ganske vist
har haft overskud på aktiehandlerne, men alligevel ender året med
et underskud, fordi fortjenesten druknede i handelsomkostninger, så
er det på tide at skifte spor.
Måske handler man for meget, måske er man tilfreds med for små
gevinster, måske har man haft nogle enkelte dyre tab, fordi man
ikke solgte i tide o.s.v.
De skjulte omkostninger
Ud over de direkte omkostninger, som man betaler til
banken/internet-mægleren er der også en anden omkostning, som kan
reduceres. Nemlig de skjulte omkostninger ved kursspændet - også
kaldet spread.
Spread er et fint ord, som egentlig bare betyder afstanden mellem
den kurs, nogen er parate til at betale, og den kurs, som nogen vil
sælge til. Altså forskel mellem købspris og salgspris.
Børsmarkedet er jo en handelsplads, hvor køber og sælger mødes med
hvert sit bud. Og ligesom man kan forhandle lidt om prisen på en
markedsplads, ligeledes kan man forhandle om prisen på
aktiemarkedet. Det er mange bare ikke klar over. Og det forudsætter
også, at man selv gør en aktiv indsats.
Her er det værd at bemærke, at når man
handler strakshandel gennem sin bank, så
forhandler man ikke om prisen. Så betaler man ganske simpelt, hvad
den billigste sælger på markedet tilbyder sine aktier til.
Hvis man vil sælge, accepterer man automatisk den højeste pris,
som findes på markedet på det tidspunkt. Uden at stille
spørgsmålstegn ved, om priserne er acceptable.
Som eksempel kan nævnes, at man i onsdags den 20. oktober kunne
sælge Rias B aktier til 387 kr., mens man skulle betale ikke mindre
end 449 kr. for de samme aktier som køber. Hvis man ville købe Rias
B aktier som strakshandel gennem sin bank, risikerede man altså at
komme til at betale en enorm overpris for aktierne. Til orientering
har Rias B nemlig ikke været handlet over kurs 390 siden maj måned
1995.
Spar ved direkte handel
Her giver direkte handel på børsen en mulighed for at spare
denne overpris. Som køber behøver man nemlig ikke at acceptere
sælgers pris. Man kan lægge sit eget bud ind i handelssystemet
gennem sin online-bank og så se, om nogen bider på.
I eksemplet med Rias kunne man f. eks. tilbyde at betale kurs 400
for aktien. Det vil være den højeste kurs, som er betalt for denne
aktie i ni år, men stadig ti pct. mindre end den officielle
udbudskurs, som man ville blive faktureret for, hvis man købte
aktien som strakshandel.
Denne form for handel indebærer naturligvis en risiko for, at
ingen ønsker at handle til den pris, man er parat til at betale. Og
så må man enten hæve prisen eller opgive købet. Men man har selv
kontrol med, hvad den ønskede aktie bliver købt eller solgt til. Og
risikerer derfor ikke at købe en aktie til en så høj kurs, at man
skal være meget tålmodig for bare at tjene omkostningerne og
forskellen mellem købs- og salgskurs (spreadet) ind igen.
En af de mest omkostningskrævende investeringsformer er
daytrading, som desværre er blevet ganske populær hos mange private
investorer.
Alt for mange har hørt om nogle succesfulde amerikanske daytradere
eller om den enlige danske daytrader, som blev millionær på at
sidde foran sin computer og handle hundredvis af gange hver
dag.
Pas på daytrading
Principielt er det da rigtigt, at det gamle danske ordsprog
»mange bække gør en stor å« også kan bruges på aktiemarkedet.
Men det forudsætter altså, at man dels har et tilstrækkeligt
kendskab til både marked og handelsteknik til at kunne spotte de
små stigninger, som
daytrading baseres på. Og dels at man investerer for
tilstrækkeligt store beløb til ikke at blive fanget i den
omkostningsfælde, som et minimumsgebyr pr. handel
udgør.
Med daytradingens indtog på det danske marked er for mange handler
for mange private investorer blevet et stort problem, som de først
bliver opmærksomme på, når de på et tidspunkt gør regnskabet op. Og
konstaterer, at de slet ikke har fået det udbytte af deres
investeringer, som de burde have haft.
Men de har til gengæld har gjort deres bank eller onlinemægler
glad ved at sende en betydelig del af årets fortjeneste videre til
ham. Formålet med aktiehandel er jo ikke at gøre sin mægler
eller bank glad, så hold øje med omkostningerne.
Se flere artikler i Euroinvestors Aktieskole
