
Vestas har valgt Jean-Marc Lechêne som ny COO (chief operating
officer) med ansvar for selskabets produktion og indkøb med
tiltrædelse den 1. juli. Det oplyser selskabet.
Senest har Jean-Marc Lechêne arbejdet som privat konsulent med
omkostningsbesparelsesprojekter. Fra 2008 til 2011 var han direktør
hos Michelin. Fra 1993 til 2008 bestred han flere forskellige
nøglepositioner hos Lafarge, der er verdens næststørste
cementproduktionsvirksomhed - senest jobbet som Executive Vice
President og President for cementforretningen. Fra 1988 til 1993
arbejdede Jean-Marc Lechêne som senior manager hos McKinsey &
Co. i Frankrig.
- Det er afgørende for Vestas, at vores virksomhed er trimmet og
effektiv, og at vi sikrer os, at vores produktions-setup er så
omkostningseffektivt som muligt samtidig med, at vi ikke går på
kompromis med produkternes kvalitet og medarbejdernes sikkerhed.
Med sine gode resultater fra tidligere job vil Jean-Marc Lechêne
bibringe Vestas en stærk baggrund inden for dette område, siger
Vestas' bestyrelsesformand, Bert Nordberg.
- Jean-Marc har i løbet af sin karriere arbejdet med adskillige
større cost-out- og restruktureringsprojekter, og denne erfaring er
afgørende for Vestas og det fokus, vi har på at sikre, at vores
nøgleprodukter bliver mere rentable. Jeg byder også Jean-Marc
velkommen som en del af Vestas' direktionsteam, og jeg ser frem til
den værdi, han vil tilføre vores virksomhed, siger Vestas
koncernchef, Ditlev Engel.
Hovedpersonen selv ser frem til at starte i sin nye
stilling.
- I løbet af min professionelle karriere har jeg opnået en
betydelig erfaring med at arbejde med restrukturering og cost-out
projekter i store globale virksomheder, og jeg tror, at den
erfaring netop er den rette for den situation, som Vestas er i nu.
Men jeg ser også meget frem til at arbejde i et selskab, som har en
stærk indflydelse på verdens fremtidige energimiks med sin levering
af produkter og serviceydelser, som er de førende inden for
industrien med hensyn til kvalitet og ydelse, siger Jean-Marc
Lechêne.
/ritzau/FINANS
Martin Mogensen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans,
E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk