
Foto: Novozymes
Novozymes har tabt en patentsag anlagt af Danisco ved det
europæiske patentkontor EPO.
Novozymes' europæiske patent 1.804.592 (EP'592) er nu trukket
tilbage i hele Europa, skriver Daniscos ejer Dupont i en
pressemeddelelse. Patentet omhandler en fremstillingsmetode af
dyrefoder.
Tilbagetrækningen følger en tidligere tilbagetrækning for et år
siden, 7. juli 2011, ved EPO, men Novozymes' ankede den
afgørelse.
Novozymes led også i maj 2012 et nederlag ved Østre Landsret,
efter at enzymgiganten havde forsøgt at forhindre Danisco i at
bruge sine produkter på det danske marked. Det kostede Novozymes
1,5 mio. kr., og Danisco vil nu søge at få erstatning for det tab,
selskabet har lidt.
- Dupont er meget tilfreds med tilbagetrækningen af
Novozymes' ugyldige patent. Resultatet giver vores kunder
valgmuligheder og anerkender vores rettigheder på markedet som en
sand innovator, udtaler vicedirektør Soonhee Jang fra Dupont i
pressemeddelelsen.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans,
E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk