
Foto: A.P. Møller Mærsk
Væksten er ikke hvad den har været i Cai Mep-havnen i
Vietnam, hvor
A.P. Møller - Mærsks havnedivision, APM Terminals, sidste år
åbnede sin en ny terminal, Cai Mep International Terminal
(CMIT).
Ifølge nyhedsbrevet Alphaliner er aktiviteten på vej ned i Cai
Meps fem terminaler, da de faste linjer ikke længere kommer forbi
lige så tit. I juli var der 15 faste ugentlige besøg. Det tal er
faldet til otte nu.
Mærsks CMIT-terminal er tilbage på ét fast ugentligt besøg
efter i efteråret 2011 at have haft tre faste besøgende og to i
hele 2012 - indtil juni. Nu er det kun Maersk Line,
Mærsk-koncernens containerrederi, der er en sikker besøgende. Det
betyder sandsynligvis at CMIT ikke når sit mål om at håndtere
600.000 tyvefodscontainere (teu) i år, skriver Alphaliner.
Det er blandt andre CMA CGM, der flygter fra Vietnam-havnen.
Senest har en af dens faste Asien-Europa-linjer skiftet Cai Mep ud
med Yantian i Kina.
Alligevel er der ventet vækst i Cai Mep samlet set. Havnen
håndterede 890.000 teu i 2011, en stigning fra under 700.000 teu
året før, og med CMIT's indtræden ventes det tal at stige til over
1 mio. teu i 2012
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans,
E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk