
Den olierige norske undergrund fortsætter med at
forgylde
Statoil, der er Nordens næstmest værdifulde selskab - efter
Novo Nordisk.
I andet kvartal havde
Statoil indtægter for hele 200,7 mia. nkr. Det var en
stigning på 19 pct. mod samme kvartal året før og også 16 hele pct.
bedre end analytikernes gennemsnitsforventning på 172,8 mia. nkr.
ifølge SME Direkt.
På bundlinjen var resultat mere end dobbelt så godt som
forudset. Statoil kunne notere sig et nettooverskud - efter skat -
på gigantiske 26,6 mia. nkr. Her havde analytikerne kun ventet 12,9
mia. nkr. ifølge SME Direkts estimat.
Statoil gentager i regnskabet sin forventning om en vækst
på 3 pct. i olieproduktionen i år - og en produktion på samme
niveau i 2013.
Til gengæld vil Statoil øge de organiske investeringer en
anelse, så de løber op i 18 mia. dollar (109 mia. nkr.). Tidligere
havde Statoil meldt om investeringer for 17 mia. dollar (103 mia.
nkr.).
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans,
E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk