
A.P. Møller - Mærsks halvårsregnskab var på mange måneder det,
analytikerne havde sat forhåbningerne op efter.
Det store danske shipping- og oliekonglomerat leverede som
ventet en opjustering - både for hele koncernen og for den meget
svingende containerdivision. Også på resultatsiden var
Mærsk tæt på forventningerne. Kigger man regnskabet lidt efter
i sømmene, er der dog også et par svaghedspunkter.
De store overskrifter går i første omgang til opjusteringen. Fra
tidligere at have ventet et "lidt lavere" resultat i år i forhold
til 2011, er ordlyden nu "lidt over" 2011-resultatet, som var på
18,1 mia. kr. på bundlinjen før minoritetsinteresser. Ifølge et
estimat indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans ventede
analytikerne i gennemsnit et 2012-resultat på 25,6 mia. kr. før
minoriteter inden regnskabet.
I selve andet kvartal var resultaterne også nogenlunde som
forudset af analytikerne. Omsætningen på 88,8 mia. kr. var som
ventet, og driftsresultatet (EBITDA) på 20,7 mia. levede også fuldt
op til forventningerne. Til gengæld var der større skatteudgifter,
da Mærsk-koncernen måtte give 6930 mio. kr. til diverse
statskasser. Her havde markedet kun ventet 5995 mio. kr., og den
lille milliard manglede derfor på bundlinjen, hvor resultatet efter
minoritetsinteresser blev på 5263 mio. kr. mod ventet 5715 mio. kr.
ifølge SME Direkt.
Inden for containerdelen, som blandt andet tæller verdens
største containerrederi, Maersk Line, er der også højere
forventninger. Nu ser Mærsk-koncernen et "beskedent positivt"
resultat. Tidligere ventede man et "negativt til neutralt"
resultat. Analytikerforventningen var inden regnskabet et
helårsoverskud på 3,5 mia. kr. - om det kan betegnes som
"beskedent" må være op til øjnene, der ser.
Til gengæld sejlede containerskibene ikke et helt så stort
overskud hjem som forudset i andet kvartal. Bundlinjen viste et
overskud på 1267 mio. kr., og det var trods alt noget bedre end de
mange milliarder, der blev tabt i første kvartal og også en
fremgang i forhold til andet kvartal af 2011. Men det var laverede
end alle otte estimater indsamlet af SME Direkt, og det skyldtes
især, at den gennemsnitlige fragtrate kun blev løftet til 3014
dollar per fyrrefodscontainer (feu), mod en forventning om 3220
dollar per feu ifølge analytikerne.
Oliedivisionen, Maersk Oil, leverede til gengæld en positiv
overraskelse. Her var overskuddet på 2755 mio. kr. og dermed langt
over samtlige analytikeres bud, som lød på mellem 1869 og 2436 mio.
kr. Det skyldtes en overraskende høj produktion på 287.000 tønder
olie per dag, hvor analytikerne kun ventede 266.000. Til gengæld
fastholdes forventningen om en produktion i hele året på 265.000
tønder per dag, og overskuddet ventes også fortsat at være "på
niveau med" 2011, hvor der blev hentet 11,0 mia. kr. hjem i den
lukrative olieforretning.
Uden for de to hovedben fortsatte havneforretningen APM
Terminals sin stabile fremgang, mens Maersk Drilling overraskende
måtte nedjustere fra en forventning om et resultat "på niveau med
2011" til et lavere resultat. Det skyldes forsinket opstart på nye
kontrakter, da to rigge fik forlænget deres ophold på værft. Der
meldes dog om et fortsat stærkt marked.
Endelig er der også forventet lavere resultater i Dansk
Supermarked og Maersk Supply Service, hvilket også presser rederiet
i den forkerte retning.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans,
E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk