
Vestas' fyringsrunde vokser. Vindmølleselskabet venter nu at
sige farvel til yderligere 1400 medarbejdere oven i en allerede
annonceret reduktion på 2335 medarbejdere i løbet af 2012. Det vil
nedbringe antallet af ansatte i Vestas til omkring 19.000 ved
årsskiftet.
Det fremgår af Vestas' regnskab for første halvår af 2012 onsdag
morgen, hvor der til gengæld ikke meldes noget nyt om
vindmølleproducentens usikre finansielle situation eller specifikke
forventninger til nedskæringer i USA.
Fyringerne sker som et led i Vestas' forsøg på at nedbringe de
høje faste omkostninger, og der ventes en årlig besparelse på
omkring 250 mio. euro, når alle nedskæringerne er gennemført,
skriver Vestas. I år bliver omkostningerne til afskedigelserne på
mellem 75 og 125 mio. euro.
- For at sikre sig, at Vestas bliver lønsom med et forventet
produktionsniveau (afskibninger) på omkring 5 GW i 2013,
intensiverer Vestas nu tilpasningen af organisationen, skriver
Vestas-ledelsen som begrundelse for de ekstra afskedigelser.
Vestas fjernede den 31. juli meget af spændingen omkring
halvårsregnskabet. Dengang offentliggjorde selskabet foreløbige tal
for blandt andet omsætning, afskibninger, driftsindtjening,
pengestrømme og nettoresultat, og de tal bliver i onsdagens
regnskab bekræftet.
Kvartalet gav således et EBIT-resultat før særlige poster på 40
mio. euro på baggrund af en omsætning på 1611 mio. euro - svarende
til en EBIT-margin på 2,5 pct. Efter skat var resultatet på 8 mio.
euro, præcis som udmeldt i slutningen af juli.
Til gengæld må Vestas skrue ned for forventningerne til årets
afskibninger og investeringer. Vindmølleselskabet regner nu med at
afskibe møller med en samlet kapacitet på omkring 6,3 GW mod
tidligere 7 GW, mens investeringerne ses omkring 450 mio. euro mod
tidligere ventet 550 mio. euro. Nedjusteringen af forventningerne
til afskibninger i 2012 skyldes primært forsinkelser med
nettilslutninger i Kina og lavere ordreindgang, skriver Vestas.
Vestas fastholder derimod 2012-forventningerne til
driftsresultatet (EBIT), omsætningen og pengestrømmene.
Vindmølleproducenten venter dermed fortsat en omsætning på mellem
6,5 og 8 mia. euro, en driftsmarginal (EBIT) på mellem 0 og 4 pct.,
og positive frie pengestrømme.
Vestas' ordreindgang faldt i kvartalet til det laveste i over et
år. Der var en samlet ordreindgang på 945 MW, fremgår det af
virksomhedens halvårsregnskab onsdag morgen. Det er under halvdelen
af ordreindtaget i samme kvartal i 2011, hvor ordreindgangen var på
2265 MW. I løbet af andet kvartal havde Vestas allerede løbende
offentliggjort ordrer på samlet 704 MW. Men der var altså kun 241
MW yderligere i uannoncerede ordrer i kvartalet, som blev afsløret
i regnskabet.
Der er intet nyt fra Vestas' side omkring den udskudte
halvårstest af de finansielle covenants (forpligtelser) over for
bankerne. Vestas gentager, at selskabet forventer, at testen "i
fremtiden" vil finde sted på normale vilkår.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans,
E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk