Forretningsområder

EuroInvestor er i to markeder:
  • Portaldrift
  • Online investor relations-tjenester

Portaldrift
EuroInvestors grundlæggende indtægtskilde er, og vil i overskuelig fremtid være, online annoncer på investeringsportaler. Markedet for online annoncering har de seneste år været inde i en rivende udvikling med en gennemsnitlig årlig vækstrate på 25% i perioden 1. halvår 2004 - 1. halvår 2006 ifølge FDIM. Ifølge JupiterResearch (sep, 2006) vil vækstraterne i Europa være let faldende i perioden 2007-2011 med en gennemsnitlig årlig vækstrate på 8.5%.

EuroInvestor leverer også online investor relations (IR) tjenester til børsnoterede selskaber i hele verden og er en pioner indenfor dette område. Her forventer Selskabet en gennemsnitlig årlig vækstrate på 13% frem til 2011.

Ifølge ReklameForums Annoncebarometer (København k4 2005 - k3 2006) udgør det samlede annoncemarked i Danmark ca. MDKK 8.730 årligt.

Markedet for online annoncering opdeles ifølge FDIM, i kategorierne bannere og partnerskaber, markedspladser samt søgninger. Ifølge ReklameForums Annoncebarometer (København 2006) udgør markedet for bannere og partnerskaber samt markedspladser 13.9% af det samlede annonce marked. Hertil kommer markedet for søgninger, hvor Google dominerer.

EuroInvestor befinder sig i kategorien for bannere og partnerskaber og markedet udgør ifølge FDIM DKK 442 mio. i perioden 4. kvt. 2005 til 3. kvt 2006), hvilket svarer til 5.1% af det samlede annoncemarked. Det er Ledelsens forventning på baggrund af mediebureauernes tilkendegivelser, at denne andel vil stige til niveauet i Sverige svarende til ca. 9 pct. inden for de kommende år.

Det europæiske marked for bannerannoncering rundede ifølge Jupiter Reseach (2006) DKK 15 mia. i 2006.

Kravet til at få øget andel i det danske annoncemarked er et højt og loyalt antal brugere med stor købekraft samt en veldefineret målgruppe.

Markedet for online investor relations-tjenester (IR)
EuroInvestor leverer online investor relations (IR) tjenester til børsnoterede selskaber i hele verden og er en pioner indenfor dette område. De første produkter blev lanceret i 1997, og eksportandelen ligger på over 75 procent og har været stærkt stigende de seneste år, en udvikling EuroInvestor venter vil fortsætte.

Børsnoterede selskaber ønsker oftest, at servicere investorer direkte via eget website, og Online IR ydelser kan bl.a. bestå af total hosting af et selskabs IR website eller delelementer heraf som f.eks. børsmeddelelser, pressemeddelelser, årsrapporter, virksomhedsprofiler, Corporate Governance beskrivelser, afholdelse af webcasts og conference calls, aktiv distribution af meddelelser, vedligeholdelse af maillinglister, dividender, finansielle Q&A's, aktuelle aktiekurser samt en stadigt tiltagende mængde af nye informationer der vurderes relevante for selskabets investorer.

EuroInvestor befinder sig meget målrettet i den delmængde af markedet, fokuserer på udviklingen i aktier med aktuelle aktiekurser, aktiekursgrafer med integrerede nyheder/meddelelser, peer group sammenligninger og forskellige beregningsmoduler så investorer let kan beregne afkastet på en investering i selskabets aktie.

Ifølge Thomson Financial (www.thomson.com 2006) har en AIMR undersøgelse vist at 96% af de, investorer der besøger et selskabs website, efterspørger en aktuel aktiekurs og aktiekursgraf.

Produkterne er globalt anvendelige, idet informationsbehovene blandt verdens børsnoterede selskaber på dette område er ensartede og markedets potentielle totale størrelse udgøres derfor af hele verdens børsnoterede selskaber. Ifølge World Federation of Exchanges (www.world-exchanges.org) er der ca. 40.000 børsnoterede selskaber globalt set. Det potentielle marked vurderes af Ledelsen til at udgøre i størrelsesorden DKK 1.400 mio. årligt.

Kravene fra investorer og myndigheder omkring gennemsigtighed, corporate governance, vil sammen med krav til corporate social responsibility og miljøregnskaber betyde øget efterspørgsel og behov for nye IR produkter. EuroInvestors ledelse forventer derfor vækst på forretningsområdet i fremtiden. Da den primære platform for kommunikationen er Internettet må det forventes, at markedet for online tjenester vil øges betragteligt.

EuroInvestors produkter gør det lettere for børsnoterede selskaber at servicere investorer direkte via eget website. Selskabet leverer hostede produkter, såsom aktuelle aktiekurser, aktiekursgrafer med integrerede nyheder/meddelelser, SMS tjenester, peer group sammenligninger og forskellige beregningsmoduler så investorer let kan beregne afkastet på en investering i selskabets aktie.

Af kunder blandt danske børsnoterede selskaber kan nævnes Lundbeck, Vestas, ØK og Novozymes.

Internationalt fungerer Selskabet primært som underleverandør til full-service leverandører af online investor relations tjenester. Via totalleverandører der indbyrdes konkurrerer, som fx Thomson Financials (global leverandør) og Hugin Online (Nordeuropa), hoster Selskabet tjenester for blandt andet:
Nestle (Schweiz), British Airways (UK), Portugal Telecom (Portugal) og Repsol-YPF (Spanien).

Copyright Euroinvestor A/S 2012
Aktieinformation leveres af Interactive Data.
Data er forsinket 15-20 minutter iht. de enkelte børsers regler om videredistribution.
Version: LiveBranchBuild_20120516.1 - EUROWEB3 - 2012-05-17 12:57:23 - 2012-05-17 12:57:23 - 1 - Website: OKAY