Henter kommentarer

12 børsudtryk, du bør kende


Analytikere og kommentatorer kaster om sig med det ene børsudtryk efter det andet fra investeringsverdenen.

Derfor er Euroinvestor dykket ned i nogle af udtrykkene, der kan være ekstra rare at kende. Vi har allieret os med aktieanalytiker André Thormann, der sætter ord på børsjargonen.

Hvad betyder det, at man 'slår markedet'
Man måler som regel sit afkast op imod et indeks inden for den verden, man investerer indenfor. Det gør det muligt at måle, hvor god du har været til at investere, forklarer André Thormann.

»Hvis du investerer inden for store amerikanske selskaber, så kan du eksempelvis måle dit afkast op imod udviklingen i det brede S&P 500-indeks. Hvis du har fået et bedre afkast end S&P 500-afkastet, så har du 'slået markedet'« udtaler han.

Tanken er, at hvis du investerer eksempelvis i danske aktier, og du har et afkast på 8 pct., så kan det virke fornuftigt, men hvis C25-indeks omvendt er steget 18 pct. i samme periode, så er din præstation ikke nær så god.

Læs også: Din guide: Sådan hænger regnskabstallene sammen

Hvad er en 'fat finger'?

Når der engang imellem optræder en usædvanlig kursbevægelse, så kan det skyldes en såkaldt 'fat finger', der dækker over en utilsigtet ordre i markedet, forklarer André Thormann.

»Det kunne være, hvis der er nogen, der ved et uheld kommer til at sætte et nul for meget på en ordre – for eksempel i forhold til antal aktier eller den ønskede købspris for en aktie. På den måde kan køber eller sælger komme til at lave nogle ryk på markedet, der ikke er fundamentalt drevet, men forårsaget af en fejl.«

Hvad betyder det, at et tal fra en virksomhed er 'justerede'?
»Det betyder, at virksomheden har trukket noget fra eller lagt noget til dens rapporterede resultat. Eksempelvis hvis en virksomhed fratrækker en »ekstraordinær« udgift fra indtjeningen.« forklarer André Thormann.

Hvad betyder det, når man taler om, at der er et 'brandudsalg'?
»Det kan betyde flere ting, blandt andet, at mange sælger på én gang. Det kan være et problem, hvis 'døren', som man skal ud af, ikke er særlig stor, for så kan det få en stor kurspåvirkning.«

Hvad betyder det, når man taler om, at 'tidevandet løfter alle både'
»Det henviser til, når der sker noget i verden, som gør, at alle aktier inden for et marked stiger. Det er ting, som påvirker hele markedet, og som løfter alle selskaberne,« udtaler han.

Hvad betyder det, når man taler om at tage 'toppen' af en position?
»Det er for eksempel i tilfælde af, at du har en aktie i din portefølje, som er steget meget kraftigt. Her kan du sælge nogle af aktierne – altså tage toppen af din position –  for eksempelvis at tage lidt gevinst hjem eller for at nedbringe din risiko over for det enkelte selskab,« udtaler André Thormann.

Hvad betyder det 'at gribe en faldende kniv'?
»Det taler man om i forbindelse med, hvorvidt man skal købe – eller har købt – en aktie, der er faldet meget kraftigt. Spørgsmålet er, om aktien vil fortsætte med at falde i kurs, hvilket jo vil gå ud over dig, hvis du har købt aktien. Det kan være farligt at købe en aktie, der er faldet meget, fordi du ikke ved, hvornår faldet er overstået,« fortæller André Thormann

Nogle gange taler man om, at en virksomhed har forskellige 'divisioner'. Hvad dækker det over?
»Man taler om, at en virksomhed har forskellige divisioner, når dets omsætning kommer forskellige steder fra. Man kan tale om divisioner, når et selskab eksempelvis har en afdeling, der sælger tv, mens en anden division sælger højttalere,« forklarer André Thormann.

Hvad er blue chip-aktier?
»Det dækker over store, velkendte selskaber, der har en historik, der viser, at selskabet over lang tid har været i stand til at klare sig godt.«

Hvad betyder det, når et selskab kommer med en guidance eller 'guider' noget?
»En guidance er en virksomheds forventning til resultaterne for det indeværende regnskabsår,« udtaler aktieanalytikeren.

Hvad er en opjustering eller en nedjustering?
»Det er, hvis en virksomhed forventer et resultat, der enten er bedre eller værre end virksomhedens forventning fra starten af året,« udtaler han.

Hvad er konsensus?
»Konsensus er markedets gennemsnitlige forventning til resultaterne i eksempelvis et kvartals- eller årsregnskab. Hvis Analytiker 1 forventer 2 procents vækst, mens analytiker 2 forventer 4 procents vækst, så vil konsensus være 3 procents vækst,« forklarer André Thormann.

Se også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne

Læs også: 5 ting aktieanalytikeren holder øje med