Aktien i Danske Bank kunne torsdag notere en pæn kursstigning efter bankens regnskab for 2011, som på den ene side skuffede på nedskrivninger, mens indtægtssiden gav positive forhåbninger fremadrettet. Omvendt var der kurstæsk til Tryg efter dets regnskab. Overordnet lukkede C20 næsten uændret - 0,1 pct. højere i niveau 437,97.
Danske Bank toppede i indekset med en stigning på 5,0 pct. til kurs 89,25 efter et årsregnskab, der ellers skuffede med en bundlinje i fjerde kvartal på 200 mio. kr. mod ventet 424 mio. kr., ifølge SME Direkt. Nedskrivningerne var over 1 mia. kr. større end ventet, men på den positive side udviklede indtægtssiden sig noget bedre end ventet.
- Det er interessant at se markedsreaktionen oven på regnskabet, som ikke kan betragtes som en positiv overraskelse - men alligevel kører aktien op. Det siger jo nok noget om, hvor dystre forventninger, der var i aktien op til regnskabet. Vi ser det som et positivt signal om, at rigtigt meget dårligt allerede er indregnet i aktiekursen, siger chefrådgiver Michael Borre fra Nordea til Ritzau Finans.
Mens Danske Bank toppede i C20 var forsikringsselskabet Tryg at finde i modsatte ende af skalaen med et fald på 6,6 pct. til kurs 299,7. Trygs årsregnskab, som blev annonceret onsdag efter børslukketid, viste en skuffende udvikling i fjerde kvartal, som bød på et lavere forsikringsresultat end ventet.
- Det er lidt skuffende, at de melder om, at der fremadrettet må forventes højere tab på f.eks. vejrrelaterede skader. Derfor er det fair nok, at det bliver afspejlet i aktiekursen. Vi synes dog, at kursfaldet er lidt i overkanten, vurderer Michael Borre.
Tryg skuffede også med en lavere udbytteudlodning end ventet. Ligesom Nordea vurderer Jyske Bank dog, at kursfaldet er overgjort.
- Kursfaldet virker noget voldsomt. Det er et fjerde kvartal, som skuffer, men ser vi på hele 2011 er det et markant bedre resultat, end i 2010. Vi vurderer, at det her er et mindre bump på vejen, og at selskabet er på rette vej på forsikringsdriften, siger Martin Munk.
Vestas fik fast grund under fødderne igen efter tre dages nedtur. Aktien steg 3,4 pct. til kurs 59,45 efter de foregående dages fald på samlet godt 20 pct. Derimod satte Novo Nordisk sig 0,7 pct. til kurs 752,5 efter syv dage med uafbrudte stigninger og flere kursrekorder.
Uden for C20 steg North Media 4,3 pct. til kurs 24,2 efter sit regnskab, som overgik selskabets udmeldte forventninger. Driftsresultatet (EBIT) landede på 166,5 mio. kr., hvor aktionærerne var blevet stillet et resultat på 120-150 mio. kr.
- North Medias regnskab var lidt bedre end vi havde regnet med. Deres forventninger til 2012 ser lidt forsigtige ud, men det tyder på, at der kommer øget pres på distributionsforretningen, siger Michael Borre, der har en positiv anbefaling på aktien.
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans