10-02-2012 17:45:00

Grækerne får travlt i weekenden

Grækerne har meget, de skal nå i weekenden og starten af næste uge, hvis de skal kvalificere sig til en ny hjælpepakke og 130 mia. euro fra EU og IMF.

Bolden er på grækernes banehalvdel, efter eurozonens finansministre torsdag vendte tommelfingeren nedad over for grækernes budgetbesparelser med besked om hurtigt at finde yderligere besparelser på 325 mio. euro. Samtidig kræver EU, at besparelserne vedtages i parlamentet, samt for det tredje en decideret håndfæstning, hvor de græske politikere forpligter sig til at gennemføre reglerne efter parlamentsvalget til april.

Knap var kravene udtalt, før partileder George Karatzaferis fra LAOS, der sidder på 16 af 300 pladser i parlamentet, fredag gjorde krumspring og meddelte, at han og partiet ikke kan støtte budgetstramningerne, som regeringen og dets støttepartier ellers enedes om torsdag.

Meldingen fik aktiekurserne til at falde over hele Europa og i USA, mens renterne i "sikre havne" som Tyskland og Danmark faldt. Og usikkerheden kan fortsætte

- Græsk indenrigspolitik styrer igen vores renter, konstaterer analytiker i Sydbank Henrik S, Hansen. Han venter usikkerheden kan skvulpe videre til næste uge eller måske endda længere.

De ledende medlemmer af den græske regering rygtedes at holde møde klokken 18 fredag forud for en afgørende afstemning om spareplanen på sammenlagt 3,3 mia. euro i det græske parlament søndag. Der skal angiveligt være lagt op til regeringsrokade, efter en række ministre, heriblandt viceudenrigsminister Marilisa Xenogiannakopoulou fra socialistpartiet PASOK og flere ministre fra LAOS er trådt tilbage.

Lever grækerne op til EU's krav afholdes onsdag et nyt ekstraordinært møde mellem finansministrene i eurogruppen. Formand for eurozonens finansministre, Jean-Claude Juncker, har allerede indkaldt til mødet, og har lagt stort pres på Grækenland. Et spørgsmål fra Reuters om, hvad der vil ske, hvis det græske parlament underkender besparelserne besvarer Juncker med et "svaret er ret simpelt, det vil ikke blive afvist". Med andre ord, der er ingen plan B.

Grækenlands finansminister, Evangelos Venizelos, opsummerede torsdag, at grækerne nu har frem til onsdag i næste uge til at beslutte, om de ønsker at blive i euroen. Uden nødlånet fra EU og IMF, vil grækerne ikke kunne betale ydelsen på godt 14 mia. euro på deres obligationslån til marts.

Når og hvis hjælpepakken frigives, vil de private obligationsinvestorers bidrag til gældsnedbringelsen blive annonceret. Danske Bank vurderer i et notat, at de store banker vil tabe mindst 70 pct. på deres græske statsobligationer. Tabet fremkommer dels ved et såkaldt haircut på 50 pct., når halvdelen af den gamle obligationsgæld afskrives, mens den anden halvdel erstattes med langtløbende obligationer. Den resterende del af tabet skyldes, at de nye obligationer får en lavere kuponrente på 3 pct. til at starte med og 3,6 pct. i gennemsnit.

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans

Opret kommentar

Copyright Euroinvestor A/S 2012
Aktieinformation leveres af Interactive Data.
Data er forsinket 15-20 minutter iht. de enkelte børsers regler om videredistribution.
Version: LiveBranchBuild_20120521.1 - EUROWEB2 - 2012-05-22 20:39:54 - 2012-05-22 20:39:54 - 1 - Website: OKAY