Djurslands Bank melder sig klar til øget vækst. Det sker på baggrund af et for banken "tilfredsstillende årsresultat" i 2011.
Banken præsterede et overskud før skat på 32 mio. kr. eller 17 mio. kr. mindre end året før, mens nettoresultatet løb op i 23 mio. kr. mod 36 mio. kr. i 2010.
Resultatreduktionen stammer primært fra et mindre tilskud fra kursreguleringerne. Her blev det til knap 5 mio. kr. i plus mod 24 mio. kr. året før, mens nedskrivninger holdt niveauet med 38 mio. kr. i 2011 mod 39 mio. kr. i 2010.
Men som så mange andre mindre banker foretrækker ledelsen at se på basisresultatet - det vil sige før nedskrivninger, kursreguleringer og skat. Og her lyder overskuddet på 65,3 mio. kr., hvilket passer fint med de ventede 65-70 mio. kr.
Det stigende forretningsomfang forklarer Djurslands Bank med, at en stigende andel af bankens kunder har valgt at samle deres finansielle forretninger i banken. Dertil skal lægges en relativ stor tilgang af primært privatkunder til bankens afdelinger på Djursland og specielt til bankens fem afdelinger i Aarhus-området - et område hvor især Aarhus Lokalbank har været i torvene med kundeflugt til følge.
Banken har stadig større indlån end udlån blandt andet grundet en større opsparing hos bankens privatkunder, specielt på pensionsområdet, noteres det.
For indeværende regnskabsår venter Djurslands Bank et resultat før kursreguleringer, skat, tab og nedskrivninger i niveauet 60 til 70 mio. kr. Tab og nedskrivninger på udlån estimeres til et uændret niveau i forhold til 2011.
Tal for regnskabet 2011 fra Djursland Bank:
#
Mio kr FY 2011 GUIDANCE FY 2010
==============================================================
Netto renter/gebyrer 256,9 254,4
Res f skat/kursreg/nedsk 65,3 60-75 63,9
--------------------------------------------------------------
Kursreguleringer 4,9 24,3
Nedskrivninger 38,3 39,3
--------------------------------------------------------------
Resultat før skat 32,1 49,0
Nettoresultat 23,3 36,8
--------------------------------------------------------------
Solvensprocent 15,3% 15,7%
--------------------------------------------------------------
Egenkapital 705,5 680,7
Balancesum 6586,4 6550,1
==============================================================
Forventninger 2012: ved FY 2011
--------------------------------------------------------------
Resultat f nedskriv/
kursreg/skat 60-70
--------------------------------------------------------------
==============================================================
#
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans