Det danske aktiemarked viser en blandet udvikling med en lille overvægt af stigninger på en fredag uden mange nyheder om de større selskaber.
Først på eftermiddagen ligger C20-indekset 0,5 pct. højere i indeks 441,92 - det meste af dagen har indekset ellers ligget endnu højere, men et stemningsskift på de europæiske markeder ved 13-tiden har hæmmet fremgangen.
Topposten i indekset indtager Novozymes, som det meste af dagen har været i spidsen af de tunge aktier. 1,7 pct. stiger aktien til 163,10 kr. trods ingen større nyheder i markedet på dagen. Torsdag kom dog nyheden om, at Novozymes skal levere enzymteknologi til en ny brasiliansk bioethanolfabrik i så stort omfang, at det danske selskab kigger på muligheden for at starte en fabrik i landet.
En anden af markedets mere defensive aktier, Chr. Hansen, viser også pæn fremgang på 1,1 pct. til 165,20 kr. Heller ikke her er der væsentlige nyheder i markedet, men aktien har generelt været en stærk investering på det seneste og kan fremvise den næststørste år-til-dato-stigning i C20-indekset på 32,4 pct.
Også Novo Nordisk har været godt med i år og fremviser fredag et plus på 0,8 pct. til 830,50 kr., hvilket er med til at holde markedet et stykke over nulpunktet.
I den anden ende af indekset finder man Tryg og Topdanmark, der rutsjer lidt tilbage efter torsdagens pæne fremgang. Stigninger på 3,3 pct. i begge aktier torsdag er vekslet til fald på 2,2 og 0,7 pct. til henholdsvis 323,90 kr. og 987 kr. Tryg blev fra morgenstunden sænket til "hold" fra "køb" hos tyske Berenberg, der dog har et kursmål på 375 kr. og altså pænt over det nuværende niveau.
- Vi ser fortsat Tryg som en attraktiv investering og forholder os positive på udsigterne, skriver Berenberg også i analysen.
Også Vestas falder, efter at kapitalforvalteren Maj Invest i dagens udgave af Børsen kritisere selskabets regnskabsmetode. Det samme gør en række analytikere, der følger selskabet tæt.
- Vi føler os vildledt. Det er vores ansvar at vurdere over vores kunder, men vi føler ikke længere, at vi kan stole på regnskaberne. Vi føler, at der er tale om misvisende og mangelfulde regnskaber, siger Henrik Ekman, aktiechef i Maj Invest, til Børsen.
Vestas-aktien falder 0,2 pct. til 37,54 kr.
Uden for C20-indekset har Parken og Bioporto leveret regnskaber. Førstnævnte kom kun to dage efter den fodboldrelaterede nedjustering fra et forventet 2012-overskud på 160 mio. kr. til nu kun 10 mio. kr. før skat. Og der var mere dårligt nyt fra Parken i regnskabet.
Årets første kvartal bød på et fald i omsætningen til 235,7 mio. kr. fra 288,2 mio. kr. et år tidligere, og resultatet før skat blev et underskud på 37,3 mio. kr., hvor koncernen ellers sidste år havde et overskud på 4,0 mio. kr. i kvartalet.
- Udviklingen i de første tre måneder af 2012 er i overensstemmelse med de lagte planer, der følger sæsonudsvingene i segmenterne F.C. København, fitness dk og Lalandia, lyder det dog fra Parken, hvis aktiekurs da også ligger uændret i 70 kr. efter regnskabet.
Bioportos regnskab bød på en fastholdt forventning til 2012 om et negativt nettoresultat på 10-12 mio. kr. I første kvartal var underskuddet på 4,2 mio. kr. på bundlinjen, og aktien startede med at falde kraftigt fra 5,15 kr. til 5 kr. og senere kurs 4,96. Ved 13.15-tiden er den dog handlet tilbage op i 5,15 kr. - en stigning på 3 pct. set mod torsdagens lukkekurs.
Pandora falder fredag med 1,5 pct. til 60,25. Aktien lukkede torsdag med et fald på 1,1 pct efter at have været i vælten, oven på skuffende udmeldinger og nedjusteringer fra både Tiffany & Co og Signet Jewelers, og nedturen fortsætter altså i fredagens handel.
Senere på dagen kommer den endelige udgave af den amerikanske Michigan-forbrugertillidsindikatoren for maj. Her venter analytikerne ifølge Bloomberg et uændret indeks i forhold til den første offentliggørelse - 77,8.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk