Vindmølleproducenten Vestas skulle ifølge Dagbladet Børsens oplysninger være tæt på at indgå et forlig med den gruppe af europæiske og amerikanske investorer, som har sagsøgt Vestas for at have vildledt i forbindelse med, at selskabet ændrede regnskabspraksis i 2010.
Investorerne kræver erstatning for de tab, som de pådrog sig i perioden fra oktober 2009 til oktober 2010, hvor kursen på Vestas-aktien faldt med hele 50 pct. Sagen er den, at Vestas i 2010 besluttede at ændre regnskabspraksis til at følge de internationale standarder, hvilket medførte, at kursen styrtdykkede 10 pct. på bare én dag, da regnskabstallene for 2010 ændrede sig og Vestas måtte nedjustere omsætningsforventningerne for resten af året med 1 mia. euro.
Vestas står i øjeblikket over for et allerede anlagt gruppesøgsmål i USA og et varslet gruppesøgsmål i Europa. Børsen erfarer, at erstatningskravene lyder på op mod 1 mia. kr. Vestas valgte i første omgang at kæmpe imod, men indledte forligsforhandlinger i september 2011. Børsen har forgæves forsøgt at få kommentar fra Vestas angående sagen, men selskabet ønsker ikke at udtale sig. Det er desuden uvist, hvor meget Vestas vil betale for at slippe for gruppesøgsmålene.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk