Vestas’ koncernchef Ditlev Engel holdt torsdag indlæg på Finansanalytikerforeningens virksomhedsdag, og det var en særpræget forestilling. Det konstaterer Aktieugebrevet.
- På den ene side virkede Ditlev Engels gennemgang meget overbevisende, med afstikkere til hvilke udfordringer selskabet står overfor. På den anden side er Vestas’ aktiekurs siden årsskiftet næsten blevet halveret - fra kurs 60 til 32, skriver ugebrevet.
Men ser det ikke meget godt ud - måske næste år eller næste år igen, spørger ugebrevet.
- Med en eskalerende finanskrise er der stor risiko for, at bankerne igen smækker pengekassen i, når det gælder finansiering af kundernes indkøb. Og ved faldende olie- og naturgaspriser, som følge af den globale økonomiske opbremsning, bliver vind stadig mindre konkurrencedygtig på lønsomhed. Det udskyder i bedste fald vindmølleinvesteringer til senere, svarer ugebrevet.
Ditlev Engel virker ikke aktuelt som en særlig presset mand.
- Selvom det måske faktisk går stejlt nedad bakke, kan det være, at han ikke vil eller kan se det. Det kan også godt være, at markedet og analytikerne ikke har set, at Vestas
nu igen er på vej frem efter at have lagt flere ulykker bag sig med ekstraordinære udviklingsomkostninger, skader på et stort antal møller og forsinkelser, samt tvivlsomme regnskabsmanøvre, skriver ugebrevet.
Ugebrevet konklusion er, at Vestas-aktien efter de seneste måneders dramatiske kursfald er relativt tæt på bunden.
- Vi har et kursmål på 25-30 kr. for en eventuel aktieemission, hvilket fra det aktuelle leje er minus 10-20 pct. Opad er potentialet på 1-2 års sigt 100-150 pct. Derfor vurderer vi, at den lidt mere risikovillige investor nu bør starte trinvis opkøb, eksempelvis med 20 pct. ad gangen af den samlede ønskede investeringskapital i Vestas, konkluderes det.
/ritzau/FINANS
Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk