De europæiske aktier fortsatte fra morgenstunden onsdag den pæne tendens fra tirsdag, men lysten til risiko ebbede ud i takt med, at de makroøkonomiske nyheder landede. Risikoaversionen tog overtaget, og status blev moderate fald på de fleste toneangivende indeks.
Britiske FTSE100 lukkede med et lille plus på 0,2 pct. mens franske CAC40 og tyske DAX faldt 0,6 og 0,2 pct. Første advarselstegn kom fra Italien, der skulle sælge korte obligationer for 6,5 mia. euro. Det lykkedes, men renten endte på 3,972 pct. mod 2,340 pct. ved en tilsvarende udstedelse i maj. Dernæst var Tyskland i markedet med en udstedelse af 10-årige obligationer for 4 mia. euro. Her steg renten overraskende til 1,52 pct. fra 1,47 pct. ved den seneste tilsvarende auktion.
- Det mest interessante er stigningen i den tyske rente. Investorerne er tydeligvis blevet mere bekymrede over for landets voksende eksponering over for eurozonen, og auktionen indikerer, at der er elementer af afsmitning, der bliver priset ind, sagde direktør for Knight Capital Europa Ioan Smith til Bloomberg News.
Ud over store makroøkonomiske spørgsmål var der også selskabsspecifikke nyheder at tumle med.
Den svenske ikoniske producent af kugelejer, SKF, faldt med 7,6 pct. efter nyheden om, at det vil skære 400 arbejdspladser i lyset af lavere end ventet vækst i Europa og Asien i andet kvartal. Specielt fortæller selskabet, at efterspørgslen i Kina er skuffende, samt at Indien har oplevet en bredt funderet afmatning.
I den modsatte ende steg den spanske tøjproducent Inditex med 11,6 pct., efter at første kvartal bød på en positiv overraskelse. Nettoresultatet steg 30 pct. til 432 mio. euro mod ventet 380,7 mio. euro i markedet.
Samlet led bilindustrien mest onsdag, mens den defensive medicinalsektor klarede sig bedst.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk