APM Terminals, der er A.P. Møller - Mærsks havneoperatør-selskab, vil investere mere end 3 mia. kr. i en havn i Kina. Det oplyser koncernens pressechef Michael Christian Storgaard til TV2 News.
- Vi forventer på fredag at underskrive en aftale om en investering på mere end 3 mia. kr. i en ny havn fredag, siger Michael Christian Storgaard til tv-stationen.
Om det nye anlæg skal bygges i samarbejde med lokale partnere, vil pressechef Michael Christian Storgaard ikke ud med.
- Men havne er en del af infrastrukturen, og det er vigtigt at have nogen som har kendskab til dels havnen på stedet hvor man lægger en terminal og den bagvedliggende infrastruktur. Så vidt muligt driver man det altid sammen med en lokal partner.
A.P. Møller - Mærsk er stærkt repræsenteret i Kina og driver i forvejen 10 havne i landet.
- Både i terminaldivisionen og generelt i gruppen fylder Kina ganske meget, siger Michael Christian Storgaard og peger på, at selskabet har mere end 100 kontorer og 20.000 medarbejdere i Kina.
Kinas præsident, Hu Jintao, er på statsbesøger i Danmark torsdag og fredag, hvor aftalen om havnebyggeriet samt yderligere en "stor aftale" underskrives, fremgår det.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk