De amerikanske aktieindeks dykker som ventet fra start onsdag. Det sker efter en generelt deprimeret stemning i Europa, der en time før amerikanske børsåbningstid blev forstærket af et sæt dårlige nøgletal fra USA.
Dow Jones falder med 0,3 pct. fra start, mens S&P500 og Nasdaq falder med 0,4 og 0,3 pct. Det sker efter, at Italien i formiddags måtte betale en mærkbart højere rente for en obligationsudstedelse. Tendensen blev forstærket, efter der kom tal fra producentpriserne og detailsalget i USA.
Klokken 14:30 viste tal fra detailsalget i USA for maj et fald på 0,2 pct., hvilket var ganske som ventet. Fratages bilsalget er faldet dog på 0,4 pct. mod en ventet flad udvikling. Samtidig viste producentpriserne i samme måned et dyk på 1,0 pct., langt mere end det ventede fald på 0,6 pct.
- Det er en hård opskrift. Forbrugerne er begyndt at stille spørgsmålstegn ved holdbarheden af opsvinget og er begyndt at forberede sig på hårdere tider. Det sker samtidig med, at der globalt er opstramninger af finanspolitikken. Der kommer større og større recessionspres i Europa, og låneomkostningerne stiger. Tingene forværres, siger investeringschef hos LPL Financial Corp Burt White til Bloomberg News.
Langt hovedparten af aktierne i Dow Jones falder, hvor specielt de cykliske aktier er hårdt ramt. Caterpillar falder 2,1 pct. fra start, mens General Electric falder 1,2 pct. Defensive Johnson & Johnson stiger 2,2 pct.
McDonalds stiger overraskende med 0,3 pct. efter at være faldet i formarkedet. Det sker efter en nedjustering fra Goldman Sachs.
Dell stiger med 4,9 pct. efter selskabet har offentliggjort, at man vil betale udbytte for første gang.
Tobaksproducenten Philips Morris stiger med 0,5 pct. efter nyheden om, at man vil købe aktier tilbage for 18 mia. dollar over de næste tre år.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk