Sø- og Handelsretten har fredag afsagt dom i en retssag mod Phadia anlagt af Bioporto. Den drejede sig om ugyldiggørelse af Phadias europæiske patent DK/EP 0 756 708 i Danmark.
- Sø- og Handelsretten har givet Bioporto medhold i, at patentets krav 1 og 2 er ugyldige i Danmark. Samtidig har retten afvist den af Phadia nedlagte påstand om erstatningskrav for Bioportos salg af NGAL kits, skriver Bioporto, der dog fremhæver, at Phadia har mulighed for at anke dommen.
- Det er en meget klar og god afgørelse fra Sø- og Handelsretten, der baner vejen for, at Bioporto nu kan indgå globale distributionsaftaler for deres unikke diagnostiske udstyr, og at patienter over hele verden dermed kan nyde godt at Bioportos banebrydende teknologi, lyder det fra advokat Morten Bruus der har repræsenteret Bioporto.
Retssagen mod Phadia blev anlagt 8. december 2006.
- Der skrives tilmed retshistorie med Sø- og Handelsrettens dom i og med, at det, er første gang en dansk domstol kender et europæisk patent delvist ugyldigt, siger Morten Bruus.
Bioporto gik særligt efter ugyldiggørelse af krav 1 i patentet, der angiver anvendelse af HNL (et andet navn for proteinet NGAL) som diagnostisk markør for humane sygdomme.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk