Udsvingene på det danske obligationsmarked var begrænsede onsdag, mens der i formiddagens løb var en lettere positiv stemning omkring de italienske statsobligationer. En fuldtegnet udstedelse af korte italienske statspapirer gav mindre italienske og spanske rentefald, men eftermiddagens handel vendte igen om på situationen, og dagen sluttede med små stigninger i de ti-årige sydeuropæiske renter.
Markedet fokuserede på det kommende topmøde i EU, hvor dagsordenen er lige så tung som den er vigtig for hele den europæiske økonomi. Det fik mange til at holde sig på måtten i onsdagens handel.
Italien solgte onsdag formiddag for 9 mia. euro halvårlige obligationer til en rente på 2,96 pct. mod 2,1 pct. ved den tilsvarende auktion den 29. maj. Udbuddet var på maksimalt 9 mia. euro, og Italien lykkedes dermed med at fuldtegne salget.
Det er dog primært de længere løbetider, der fokuseres på blandt investorerne i øjeblikket, og allerede torsdag holder Italien auktioner over fem- og 10-årige obligationer for samlet 5,5 mia. euro.
Herhjemme holdt renten på den tiårige danske statsobligation, 3-21'eren, sig i ro, og der var kun små udsving i dagens løb. Den toneangivende rente lukkede i 1,40 pct., hvilket var blot 2 basispoint mere end slutniveauet tirsdag. Den toårige danske renter holdt sig i minus hele dagen og lukkede i -0,02 pct.
Eftermiddagens amerikanske nøgletal for varige goder gav ikke anledning til større forskydninger i markedet.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk