Der er stilstand på de internationale valutamarkeder onsdag middag. Investorerne fokuserer på det kommende topmøde i EU, hvor den tyske kansler Merkel skal tage kampen op og forsvare afvisningen af de øvrige store EU-landes forslag til løsning af den europæiske gældskrise via en finansiel union, som åbner for udstedelse af euro-obligationer. Sådanne obligationer ville give en del af Tysklands kreditværdighed til de knap så solide sydeuropæiske staters statspapirer og derigennem få renten til at falde i de gældsplagede lande som Spanien og Italien.
Der er derfor ikke meget tiltro til enighed på mødet, hvor der også er ting som en egentlig bankunion, vækstpagt og græsk genforhandling på dagsordenen - tunge emner som kan komme til at udstille den europæiske uenighed, og dermed også investorernes tiltro til, at krisen kan få en hurtig afslutning.
Den fælleseuropæiske valuta handles i et yderst begrænset interval mod den amerikanske dollar mellem 1,2480 dollar og 1,2510 dollar, hvilket også var niveauet tirsdag aften. Samtidig koster euro 99,55 yen mod 99,35 yen tirsdag på samme tid.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk