Stemningen på de europæiske aktiemarkeder er ikke overraskende ganske positiv fredag eftermiddag, efter at EU-politikerne overraskede alle ved at vedtage en ny aftale, der skal understøtte væksten i det kriseramte Europa og ikke mindst skabe lettere adgang til økonomisk støtte for regionens kriseramte banker.
Stigningerne i de toneangivende europæiske indeks breder sig fra 1,4 pct. til 3,1 pct., mens det brede Stoxx 600-indeks stiger med 1,8 pct.
Ovenpå EU-aftalen, der blandt andet betyder, at kriseramte banker senest næste år vil kunne få direkte hjælp fra EU's permanente redningsfond, ESM, i stedet for, at de nationale regeringer må træde til, er der ikke så overraskende fremgang til banksektoren i det brede, europæiske indeks. Sektoren er den fjerdemest stigende i Stoxx 600 med et samlet løft på 2,7 pct.
I top syv over de mest stigende aktier i indekset finder man da også fire banker. National Bank of Greece er topscoreren med en stigning på 14,5 pct., franske BNP Paribas stiger med 6,7 pct., en anden fransk bank - Natixis - stiger med 6,4 pct., mens også Credit Agricole ligger pænt til og løftes med 5,9 pct.
Det franske forsyningsselskab Suez Environment er en af de få tabere på en gennemgående positiv dag, efter at selskabet har skåret i sine forventninger og meddelt, at overskuddet vil dykke grundet "usikre" økonomiske udsigter og udskydelser af diverse kontrakter. Aktien er suveræn bundprop i Stoxx 600-indekset med et fald på 7,5 pct. til 8,41 euro. ritzau/FINANS
Mikkel Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk