Obligationsinvestorerne åndede lettet op i fredagens handel, efter at de i lang tid har holdt vejret på grund af den økonomiske krise i Europa. Specielt udsigten til at de pressede banksektorer i Italien og Spanien kan få direkte hjælp fra EU's permanente hjælpefond, ESM, via et fælles banktilsyn med base hos ECB løftede stemningen.
Det resulterede i ganske markante rentefald i Sydeuropa, hvor renteniveauet på de tiårige statsobligationer længe har ligget faretruende højt, mens der i Nordeuropa, hvor investorerne har søgt ly for krisen, var pæne rentestigninger. Dermed ser det ud til, at EU's støttepakke har givet investorerne mod på mere risiko. Bevægelserne rettede sig lidt til i løbet af formiddagen, men frem mod lukketid voksede optimismen endnu engang.
Den tiårige, italienske obligationsrente faldt med 38 basispoint i forhold til lukkeniveauet torsdag med en rente på 5,79 pct. Fra morgenstunden var renten en overgang helt nede i 5,75 pct. I Spanien faldt renten på de tiårige statspapirer med 52 basispoint til 6,33 pct.
I Danmark, som har været en foretrukken parkeringsplads for de nervøse investorer, peger rentepilen omvendt klart opad, og den tiårige rente herhjemme endte ugen 8 basispoint højere i 1,43 pct., mens den tilsvarende rente i Tyskland steg med 9 basispoint til 1,6 pct.
Reaktionen på aftalen fra EU er dermed temmelig positiv, men der er dog fortsat visse usikkerhedsmomenter, fordi der er mange detaljer i aftalen, som markedet endnu ikke kender.
- Det betyder, at den kapitalflugt, der har været fra Sydeuropa til Nordeuropa, hvor almindelige indskydere har taget deres penge og flyttet dem til Deutsche Bank, ikke er stoppet med aftalen. Men man har sikret, at bankerne kan leve op til solvenskravene, siger Christian Tegllund Blaabjerg, cheføkonom hos FIH Erhvervsbank, til Ritzau Finans.
/ritzau/FINANS
Mikkel Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk