Meget tyder på, at danske erhvervsvirksomheder og også private låntagere betaler op mod en halv procent i overrente på deres banklån på grund af snyd fra bankerne med de såkaldte cibor-renter, der fastsættes af bankerne selv og som danner grundlag for kundernes lånerenter. Det skriver Økonomisk Ugebrev i en ekstraudgave fredag.
Ugebrevet refererer til en omfattende analyse fra SEB Enskilda, som konkluderer, at den danske Cibor-rente er op mod 0,6 procentpoint højere, end den burde være.
- Dermed giver analytikerne et meget klart indspark i den danske cibor-debat, hvor der ligesom i England de seneste dage har været mistanke om fusk med bankernes interne rentefastsættelse, skriver ugebrevet, som tilføjer, at analysen slår en tyk streg under, at der er et massivt behov for en dybdeborende uafhængig kuldegravning af problemet, som antageligt koster tusindvis af bankkunder en ekstraregning på flere milliarder kroner årligt i uberettiget overrente.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk