Aktien i Vestas modtager endnu et nyrestød på fondsbørsen mandag oven på en voldsom anbefalingsnedjustering fra ABG Sundal Collier, varsler om en stor nedtur for det europæiske vindmøllemarked fredag og overskrifter i Jyllands-Posten om, at Vestas kan blive presset ud i en kapitalrejsning.
Den allerede godt gennembankede Vestas-aktie dykker 8,2 pct. til 26,20 kr. på børsen med Danske Bank, Deutsche Bank og Morgan Stanley som største sælgere på dagen.
- Historien fra Jyllands-Posten presser aktien meget. Det er historier, der har været fremme før for ikke mindre end et par uger siden. Men nu er det i den danske presse. Samtidig er der lav volumen, og det sætter aktien yderligere under pres og gør den meget volatil, specielt fordi der ikke er mange institutionelle investorer i aktien længere, siger aktierådgiver hos Nordea Jesper Bamberger til Ritzau Finans.
En kapitaludvidelse vil være voldsom dyr for aktionærerne. Den seneste kapitaludvidelse i 2009 var på 6 mia. kr. I dag er hele Vestas kun 5,3 mia. kr. værd, og en kapitaludvidelse af samme størrelse vil altså udvande aktionærerne med langt over 50 pct. Over for Bloomberg forsikrer presseansvarlig Mikkel Friis-Thomsen fra Vestas dog om, at selskabet ikke har nogen konkrete planer om at sælge nye aktier.
Mandagen morgen meldte ABG Sundal Collier desuden, at man har sænket sin anbefaling på aktien fra "hold" til "sell" og sænket kursmålet til 20,83 kr. mod tidligere 95,26 kr.
Fredag fortalte Bloomberg New Energy Finance til Ritzau Finans, at det europæiske vindmøllemarked står over for en stor opbremsning.
Det er femte gang i 2012, at Vestas falder mere end 8 pct. på en dag. Det største dagsfald i 2012 var den 4. januar, hvor aktien faldt med hele 19,23 pct. til 56,25 kr.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk