Nordeuropas største finanshus - Nordaa - blænder op for egne regnskabstal og en ny dansk regnskabssæson for andet kvartal onsdag den 18. juli kl. 7 morgen. Og efter et kvartal i den europæiske gældskrises tegn, ventes der fremgang i indtjening, mens driften bliver holdt nede af øgede nedskrivninger. Til gengæld ventes omkostningerne holdt i ro.
I andet kvartal løb Nordeas nettorenteindtægter op i 1430 mio. euro ifølge SME Direkts prognose, som bygger på op til 26 analytikeres estimater. Gebyrerne ventes at bidrage med yderligere 599 mio. euro, og de samlede indtægter estimeres til at stige til 2470 mio. euro eller 128 mio. euro mere end i samme kvartal sidste år.
Omkostningerne ventes at ligge stort set uændret på 1273 mio. euro, mens nedskrivningerne vurderes at stige til 234 mio. euro fra sidste års 118 mio. euro. Driften ventes at give et overskud på 964 mio. euro mod sidste års 949 mio. euro. Nettoresultatet estimeres til 714 mio. euro i andet kvartal i år mod 698 mio. euro sidste år.
Mens en stor del af de europæiske banker har ligget underdrejet på grund af krisen og de deraf afledte effekter, har Nordea i vid udstrækning været i stand til at navigere udenom de største faldgruber. Det betyder ikke, at koncernen hverken har været eller er immun over for krisens effekter, og fokus vil da også ligge på størrelsen af nedskrivningerne.
Og her er Nordeas shipping-aktiviteter genstand for spekulationer om for så vidt angår nedskrivningerne. Men regnskabet fra den norske storbank DNB, der som Nordea er dybt involveret i shipping, overraskede med lave nedskrivninger i segmentet i andet kvartal.
- Jeg forventer, at Nordea i andet kvartal fortsat vil have høje shippingnedskrivninger, men det er positivt, at vi ser et fald hos DNB, lød det fra bankanalytiker hos Nykredit Markets, Mads Thinggaard, der ser det som positivt tegn for Nordea.
I det foregående kvartal overraskede Nordea med et bedre resultat end ventet - og samtidig det bedste resultat i bankens historie i et enkelt kvartal.
- Vi har en stærk underliggende forretning, og vi har forbedret vores indtjening, lød det da fra koncernchef Christian Clausen.
Kvartalet var dog præget af store nedskrivninger på udlån til shippingkunder. Især tankmarkedet og tørlastmarkedet var hårdt ramt som følge af lavere global efterspørgsel og øget overkapacitet, hvilket påvirkede fragtraterne negativt. Og det scenarie er ikke ændret væsentligt siden.
På den positive side vil der blive spejdet efter, hvor stor effekt den rentemarginaludvidelse, som har præget det danske marked, har haft. Og så vil regnskabet blive støvsuget for eventuelle tegn fra svensk økonomi, som kan give et fingerpeg om nedskrivningerne fremover i Sverige.
Analytikernes forventninger til Nordeas regnskab for andet kvartal 2012:
(alle tal i mio. euro)
| Q2 | Q2 | FY | FY |
| Mio. kr. | 2012 (e) | 2011 | 2012 (e) | 2011 |
| -------------------------------------- | ---------------- | ---------------- | ---------------- | ---------------- |
| Nettorenteindtægter | 1430 | 1326 | 5750 | 5456 |
| Nettogebyrindtægter | 599 | 623 | 2409 | 2395 |
| Samlede driftsindtægter | 2470 | 2342 | 10.002 | 9501 |
| Samlede driftsudgifter | 1190 | 1275 | 5102 | 5219 |
| Nedskrivninger på udlån | 234 | 118 | 911 | 735 |
| Driftsresultat | 964 | 949 | 3979 | 3547 |
| Nettoresultat | 714 | 698 | 2949 | 2627 |
| Resultat/aktie | 0,18 | 0,17 | 0,73 | 0,65 |
| -------------------------------------- | ---------------- | ---------------- | ---------------- | ---------------- |
Estimaterne er indsamlet af SME Direkt blandt 26 analytikere. (e) = medianestimat.
Af 19 analytikere, der har givet deres anbefaling til kende, anbefaler 13 "køb", mens fire anbefaler "hold" og de resterende to "sælg."
Regnskabet offentliggøres kl. 7.00 onsdag den 18. juli 2012.
Kilde: SME Direkt/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk