Aktiemarkedet har taget dårligt imod nyheden om, at Novo Nordisks Degludec skal til høring hos de amerikanske sundhedsmyndigheders rådgivende komité den 8. november. Ikke alene kommer nyheden helt på falderebet, men flere analytikere havde også ventet, at Novo Nordisk kunne slippe for at at få Degludec (Tresiba) diskuteret i komiteen.
Degludec, der vil blive markedsført under navnet Tresiba, er en tredjegenerations-insulinanalog, der skal tage kampen op mod Sanofis succesfulde Lantus.
- I og med at det er blevet trukket så længe, havde jeg faktisk regnet med, at Novo Nordisk ikke behøvede at have Degludec i den rådgivende komité og kunne gå direkte til godkendelsesproceduren. Det havde markedet nok også forventet. Nu kommer Novo i sidste øjeblik og melder dette her ud. Det skaber noget usikkerhed, fortæller Novo Nordisk-analytiker hos DNB Markets, Rune Majlund Dahl, til Ritzau Finans og fortsætter:
- Hvad er det, de skal diskutere? Det får vi ikke at vide før en uge før mødet. Og så betyder det, at lanceringen af Tresiba igen bliver udskudt.
Med mødet den 8. november kommer Novo Nordisk ikke nærmere en lancering i USA før den dato, og i mellemtiden kan Sanofi snuppe de nye diabetespatienter med Lantus.
- Der haster ikke at få Tresiba på markedet i det lys, at der er nogen større konkurrenter på vej. Men det er ingen hemmelighed, at Lantus er et bedre produkt end Levemir (Novos langtidsvirkende insulinanalog red.), så Novo Nordisk vil selvfølgelig gerne have et bedre produkt end Lantus ud på markedet hurtigst muligt, siger Rune Majlund Dahl og fortsætter:
- En anden ting er, at hele salgsstyrken står klar til at markedsføre og sælge Tresiba. Så de står bare og venter på godkendelsen. Nyheden bevirker også, at der ikke er nogen analytikere, der kan regne med salg af Tresiba i 2012.
Mens Novo Nordisk sidder i venteværelset med Tresiba, kan Sanofi med Lantus tage de nye patienter, der får konstateret diabetes.
- Diabetespatienter er svære at få til at skifte behandling, så det er ikke fordi, at Tresiba skal tage patienter tilbage fra Lantus. Men det er klart, at jo længere tid Lantus har alene på markedet og tager de fleste nye patienter, jo bedre og stærkere en postion får det, siger Rune Majlund Dahl.
Aktien i Novo Nordisk falder med 1,1 pct. til kurs 883,50 oven på nyheden.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk