Den Europæiske Centralbank, ECB, kan ikke redde euroen alene. Sådan lyder vurderingen fra kreditvurderingsinstituttet Moody's.
Torsdagens forsvarstale for euroen fra ECB's direktør, Mario Draghi, peger på et nødvendigt engagement fra banken, men det er ikke i sig selv nok til at overkomme den europæiske gældskrise, skriver Moody's i en kommentar ifølge Bloomberg News.
Ifølge kreditvurderingsinstituttet er der desuden fortsat områder, hvorpå rådsmedlemmerne hos ECB er uenige.
Mario Draghi sagde torsdag, at ECB var parate til at gøre, hvad der skal til for at redde euroen. Det har skabt heftige spekulationer i markedet om, hvorvidt centralbanken atter vil gå i obligationsmarkedet og foretage støtteopkøb i Italien og Spanien.
/ritzau/FINANS
Mikkel Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk