Kraftigt stigende priser på forskellige afgrøder er godt nyt for producenter af plantebeskyttelsesmidler - herunder danske Auriga - fordi det øger landmændenes incitament til at bruge mere plantebeskyttelse og starte opdyrkning af nye marker for derigennem at høste ekstra gevinst af de stigende priser. Det vurderer Nordea Markets i sin morgenkommentar mandag.
Tendensen bekræftes af de tre Auriga-konkurrenter FMC, Syngenta og Bayer, der alle har aflagt positive regnskaber for andet kvartal, bemærker Nordea. Som en ekstra tilføjelse har også BASF, der ligger inde med divisionen Agricultural Solutions, som producerer sprøjtemidler, oplevet pæn fremgang på netop dette område i andet kvartal.
- Efter en stærk udvikling i volumenerne på den nordlige halvkugle og opnåelsen af de målsatte prisforhøjelser, er fokus nu på Latinamerika, hvor udsigterne er positive givet rekordhøje sojapriser og vores førende position samt fremskridt med vores integrerede portefølje, sagde Syngentas administrerende direktør, Mike Mack, i regnskabsmeddelelsen fra det schweiziske selskab.
De positive meldinger fra konkurrenterne giver et uforløst potentiale i Auriga-aktien, fastslår Nordeas analytikere, der dog ikke føler sig sikre på, at udviklingen har været lige så positiv for det danske selskab.
- Ovenstående udvikling er fuldstændig gået forbi Aurigas aktiekurs, der kun er steget med 5 pct. i år. Vi ser derfor en god købsmulighed af spekulativ karakter i aktien. Hvorvidt Auriga har kapitaliseret lige så meget på de gode markedsvilkår som konkurrenterne, må regnskabet den 23. august vise. Sandsynligheden taler for en positiv overraskelse, skriver Nordea i sin morgenrapport.
Nordea har anbefalingen "hold" af Auriga-aktien, mens kursmålet lyder på 80 kr. Aktien ligger neutralt i 78,50 kr. mandag morgen.
/ritzau/FINANS
Mikkel Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk