Realkredit Danmarks prisforhøjelser er slået igennem og medvirker til at løfte indtjeningen i en periode præget af vanskelige markedsvilkår med begrænset aktivitet på boligmarkedet og stigende behov for nedskrivninger. Regnskabet for første halvår viser et resultat efter skat på 1121 mio. kr. mod 681 mio. kr. i samme periode sidste år, og samme udvikling sås i andet kvartal, hvor nettoresultatet blev løftet til 701 mio. kr. fra 394 mio. kr.
- Resultatfremgangen blev opnået via en aktiv prisfastsættelse over for erhvervskunder og generelle bidragsforhøjelser over for private kunder. Prisforhøjelserne, som blev annonceret ved udgangen af 2011, fik således effekt i første halvår af 2012, forklarer Realkredit Danmark om udviklingen.
Prisforhøjelserne medvirkede i første halvår til at øge netto rente- og gebyrindtægterne til 2669 mio. kr. fra 1977 mio. kr. Nedskrivningerne på udlån steg i samme periode fra 476 mio. kr. til 658 mio. kr.
Om boligmarkedet konstaterer Realkredit Danmark, at aktiviteten er begrænset, men at der er tegn på, at det lysner.
- Vi ser en svag tendens til en bedring i prisudviklingen på boligmarkedet. I andet kvartal har boligpriserne ligget nogenlunde flade. Samtidig er der pæn gang i konverteringsaktiviteterne. De fastforrentede lån er blevet mere populære efter introduktion af 3,5 og 3 pct. lån. Og flere boligejere benytter sig af muligheden for at låse renten fast og sikre sig en lav rente de næste 20 eller 30 år, vurderer administrerende direktør Carsten Nøddebo ifølge regnskabet.
/ritzau/FINANS
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk