De amerikanske aktieindeks lukkede let positivt mandag og ved åbningen tirsdag er der mindre stigninger i vente, hvis man skal tro indikationer fra futuremarkedet. Svagt positive europæiske og asiatiske markeder tirsdag smitter af.
Stigninger på futures på det tre store indeks ligger 0,2-0,5 pct. højere. Mandag steg Dow Jones 0,2 pct., og S&P 500 steg tilsvarende, mens det teknologitunge Nasdaq-indeks steg med 0,7 pct.
Forventningerne til at gældskrisen vil blive løst gennem blandt andet opkøb af statsobligationer fra ECB sammen med fredagens positive arbejdsmarkedsrapport er det stof, som de positive forventninger er gjort af.
Tyson Food, USA 's største slagteri, faldt mandag med 8 pct. til 14,17 dollar efter en nedjustering. Den kom grundet tørken i USA, der ventes at sende prisen på foder markant op. Samtidig skærer Tyson Food ned for aktietilbagekøbsprogrammer og investeringer for at "have noget tørt krudt" til opkøb. Aktien stiger 1,3 pct. i tirsdagens formarked til 14,36 dollar.
I top ligger tøjselskabet Fossil Inc. med en stigning på knap 15 pct. til 80,20 dollar efter bedre end ventet resultat for andet kvartal.
Pfizer falder et par procent i formarkedet til lige under 24 dollar. Efter at selskabet og partnere har opgivet at gå videre med udviklingen af Alzheimer-midlet, Bapineuzumab. Det vil medføre nedskrivninger i flere hundrede mio. dollar-klassen for Pfizer.
/ritzau/FINANS
Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk