Sydbank ser positivt på driften af GN Netcom, selvom torsdagens regnskab fra GN Store Nord-koncernen viste, at headset-divisionen af høreapparatsproducenten er relativt hårdt ramt af gældskrisen i Sydeuropa. Det fremgår af en Sydbank-analyse af regnskabet.
I forlængelse af en lavere omsætning i GN Netcom end Sydbanks forventninger, bliver der budt på en nedjustering af omsætningsforventningerne til en organisk vækst på "omkring 7 pct." mod tidligere "mere end 9 pct.".
Alligevel viser driftsresultatet, der er på 87 mio. kr., i tråd med Sydbanks forventninger, at virksomheden har opereret effektivt på trods af lavere omsætning. Sydbank ser derfor en "rigtigt god mulighed" for, at GN Netcom overholder indtjeningsprognosen eller "overgår denne" i 2012, skriver aktieanalytiker Morten Imsgard i analysen.
- Netcom er ikke helt lige så stærk, som jeg havde regnet med. De er ramt hårdere af gældskrisen i Sydeuropa, end jeg havde regnet med. Til gengæld er indtjeningen lige i skabet, og det vidner om, at man har en god løftestangseffekt i divisionen. Det er et stærkt signal, at de kan fastholde EBITA-forventningen trods en lavere omsætning, sagde Morten Imsgard til Ritzau Finans efter regnskabet.
/ritzau/FINANS
Morten A. Rasmussen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk