De amerikanske futures-indeks viser en uens tendens forud for åbningen torsdag. S&P 500-indekset lægger an til et fald på 0,1 pct., mens der indikeres stigninger i samme niveau i Dow Jones-indekset og det teknologitunge Nasdaq-indeks.
- Markedet har haft en overraskende god periode. Selv om markedet ser en anelse overkøbt ud, og der venter lidt af en pause, tror jeg ikke vi ser meget profithjemtagning på grund af det underliggende momentum, siger chefstrateg Mike Lenhoff fra Brewin Dolphin ifølge Bloomberg News.
Indtil videre torsdag har amerikanske nøgletal vist lidt styrke i form af et mindre end ventet handelsunderskud i juni på "kun" 42,9 mia. dollar, mens 361.000 for første gang stillede sig i arbejdsløshedskøen sidste uge mod en forventning om 370.000 ifølge analytikere adspurgt af Bloomberg. Senere kommer der tal for engroslagre i juni, hvor der ventes en lille stigning på 0,3 pct.
På selskabsfronten ligger mediekongloomeratet News Corp. til at falde 3,5 pct. oven på et kvartalsregnskab, der viste underskud på grund af nedskrivninger inden for avisafdelingen, særligt på grund af australske medier. News Corp., der blandt andet ejer The Wall Street Journal, The New York Post og den britiske tabloidavis The Sun, havde desuden en noget lavere omsætning end ventet i kvartalet.
Eli Lilly, der konkurrerer med Novo Nordisk på diabetesområdet, har opjusteret efter at Bristol Myers Squibb har købt Lillys partner Amylin, hvilket fremrykker diverse betaling. Det får aktien til at stige 0,5 pct. i formarkedet.
National Oilwell Varco ligger til at falde 1,1 pct. i formarkedet. NOV, der tidligere på året købte NKT-datterselskabet NKT Flexibles, har netop annonceret et planlagt køb af Robbins & Myers, der blandt andet producerer udstyr til rengøring af spildevand, for 2,5 mia. dollar.
Detaljerne omkring fodboldklubben Manchester Uniteds børsnotering ventes at blive offentliggjort senere torsdag, og hvis alt går vel begynder handlen med aktien fredag under tickerkoden "MANU". Der har været rygter fremme om en aktiekurs på 16 til 20 dollar i salget af i alt 16,7 mio. aktier.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk