Efter fem dage i træk med stigninger på Europas aktiebørser er bøtten fredag vendt. Pilen peger nu nedad efter offentliggørelsen af skuffende kinesiske handelstal, der bidrager yderligere til billedet af en global økonomi, som mister fart. Kinesernes handelsoverskud var langt mindre end ventet i juli, og både eksporten og importen voksede noget mindre, end økonomerne havde regnet med.
Det britiske aktiemarked sætter sig 0,3 pct., mens tilbagefaldene i Frankrig og Tyskland er lidt større med minusser på henholdsvis 0,9 og 0,7 pct. til det franske CAC40-indeks og det tyske DAX30-indeks.
- De kinesiske tal var skuffende, og de skal først fordøjes af markedet, hvilket er årsagen til, at vi ser et vist pres på aktierne, siger Peter Braendle fra Swisscanto Asset Management til Bloomberg News og tilføjer, at der dog kan være tale om en sund korrektion efter de seneste dagens stærke stigninger.
Den spanske bank Bankia vender i den grad rundt efter den seneste tids markante stigninger. Bankia, hvis aktiekurs er blevet mere end fordoblet på godt to uger, sætter sig fredag med 16,7 pct.
På negativlisten finder man også genforsikringsselskabet Hannover Re, der ikke formåede at leve op til markedskonsensus med sit regnskab for andet kvartal. Regnskabet viste et overskud på 144 mio. euro mod en ventet stigning til 170,5 mio. euro fra 166,2 mio. euro ifølge Bloombergs konsensusestimat.
Selvom Finnair meldte om et underskud i andet kvartal på 19,8 mio. euro, stiger aktien 6,9 pct. Årsagen er formentlig, at det trods alt er lykkes luftfartsselskabet at øge omsætningen med mere end 10 pct. og reducere underskuddet på et tidspunkt med høje brændstofudgifter og makroøkonomisk usikkerhed.
- I løbet af andet kvartal fik vi vendt vores operationelle driftsresultat til et overskud på 14,7 mio. euro; et resultat, som vi er tilfredse med under disse svære konkurrenceprægede omgivelser, særligt når man tager de fortsat høje brændstofpriser i andet kvartal i betragtningen, udtaler Finnaris topchef, Mika Vehviläinen, der spår et bedre operationelt resultat i andet halvår sammenlignet første halvår.
Endnu bedre går det for den norske mediekoncern Schibsted, der stiger med 10,5 pct. Kursfremgangen kommer oven på et regnskab for andet kvartal, der viste en underliggende omsætningsvækst på 2 pct. til 3,8 mia. nkr. og en fremgang inden for Online-divisionen på hele 16 pct. Selv fremhæver topchef Rolv Erik Ryssdal den franske online-virksomhed Leboncoin som det store lyspunkt med yderligere potentiale.
Schibsted fortsætter i øvrigt med at skære i omkostningerne i sine mediehuse. Over de næste to år skal der findes 500 mio. nkr., fortrinsvis i de norske og svenske abonnementbaserede aviser samt i Spanien.
Bevæger man sig videre til børsen i Frankfurt, tegner stålproducenten Thyssenkrupp sig for en anden af fredagens positive kursmæssige indslag. Investorerne sender aktien op med godt 7 pct. oven på et delårsregnskab, der vidnede om en resultatvækst for de fortsættende aktiviteter på 16 pct.
/ritzau/FINANS
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk