Renterne tog fredag et dyk, da skuffende handelstal fra Kina satte spørgsmålstegn ved den globale vækst og dæmpede risikoappetitten på finansmarkederne. Det kinesiske handelsoverskud var næsten 10 mia. dollar mindre end ventet i juli, og det skyldtes blandt andet en markant svagere udvikling i eksporten. Fremgangen i varestrømmen ud af Kina blev opgjort til blot 1 pct. mod ventet 8 pct., ifølge Bloomberg News.
- Kina er en af de få katalysatorer, der holder den globale vækst oppe, og når det også går nedad bakke der, så er det ikke særligt positivt, konstaterer rentestrateg i Nordea, Morten Hassing Povlsen.
Herhjemme faldt renten på den toneangivende, 10-årige, danske statsobligation, 3-21'eren, 6 basispoint til 1,12 pct., mens den tiårige tyske rente bakkede 5 basispoint til 1,38 pct. Over ugen blev det til et samlet fald for den 10-årige danske rente på 6 basispoint.
I Italien og Spanien sluttede ugen derimod med rentestigninger. Den italienske 10-årige rente endte 5 basispoint højere på 5,89 pct., og den spanske ækvivalent steg med 5 basispoint til 6,84 pct.
- ECB skabte lidt positiv momentum i starten af ugen, men når der ikke rigtigt kommer noget af det, man lover, så bliver markedet lidt skuffet., konstaterer Morten Hassing Povlsen.
ECB-chef Mario Draghi signalerede i sidste uge, at ECB er parat til at købe obligationer i de gældsramte økonomier for at skabe ro på markederne. Det fik de sydeuropæiske renter til at falde mærkbart, men siden er det kommet frem, at opkøbene næppe bliver til noget, før den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe i september har taget stilling til, om vilkårene for den permanente redningsfond, ESM, er forenelig med den tyske forfatning.
Samtidig skal der uden tvivl sluges nogle politiske kameler. Det tyske regeringsparti FDP, der sidder i koalition med Angela Merkels store parti, CDU, luftede fredag muligheden for en folkeafstemning. Det skete ifølge Bloomberg News med henvisning til, at de nationale parlamenter ser ud til at skulle opgive suverænitet, når de bliver underlagt fælles EU-regler for de statslige budgetter.
/ritzau/FINANS
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk