GN's stærke regnskab har tilsyneladende fået analytikerne i Commerzbank til at igen se positivt på den danske høreapparat- og headsetkoncern.
For mindre end to uger siden nedjusterede Commerzbanks analytikere anbefalingen på GN Store Nord til "hold" fra "køb", men nu trækker de i land igen.
Ifølge Bloomberg News har Commerzbank mandag hævet anbefalingen tilbage til "akkumuler" (add, red.) fra "hold". Kursmålet bliver også løftet, så det nu hedder 82 kr. mod tidligere 76 kr.
Det sker efter et halvårsregnskab torsdag fra GN Store Nord, der blev rost fra flere analytikere for pæne resultater og endnu et aktietilbagekøbsprogram.
Til gengæld har flere analytikere sænket anbefalingen på GN-aktien siden, da den i forvejen er steget mere end 55 pct. siden nytår og dermed ligger klart i front for C20-indekset.
Mandag morgen falder GN-aktien 0,6 pct. til 75,25 kr. efter en times handel.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk