Det danske obligationsmarked ventes mandag at åbne omtrent uændret, med en tendens til mindre rentefald, da aktierne i Europa ser ud til at åbne lavere fra ugens begyndelse. Skuffende væksttal fra Japan kan være understøttende for obligationskurserne.
- Vi venter, at det danske obligationsmarked vil åbne næsten uændret op – måske med marginale rentefald. Markedsdeltagerne ser nu frem mod de amerikanske detailsalgstal i morgen samt BNP-tallene fra eurozonen for andet kvartal, skriver Sydbank i sin morgenberetning.
Der vil mandag desuden blive holdt øje med, hvordan det går Italien med at skaffe købere til 364-dages obligationer for 8 mia. euro. Desuden kommer der tal for den offentlige gæld i Italien og en første opgørelse af den økonomiske vækst - eller rettere tilbagegang - i Grækenland i andet kvartal. Økonomerne venter ifølge Bloomberg News en negativ græsk vækst i andet kvartal på 7 pct. på årsbasis.
Kurserne på de amerikanske statsobligationer er faldet marginalt mandag i asiatisk handel, efter at japanske nøgletal viste en skuffende udvikling i væksten og nærede frygten for en global afmatning.
Det japanske bruttonationalprodukt steg i andet kvartal, ifølge en foreløbig opgørelse, med 1,4 pct. opgjort på årlig basis, hvilket var efter en stigning i første kvartal på 5,5 pct. Der var ventet en fremgang på var 2,3 pct., ifølge Bloomberg News.
Renten på den 10-årige amerikanske T-bond er mandag faldet 2 basispoint til godt 1,64 pct. Fredag faldt den 3 basispoint, efter fire dage med rentestigninger. I løbet af sidste uge steg renten på papiret fra 1,56 pct. til knap 1,66 pct.
- Flugten til kvalitet og en aftagende global økonomi vil presse renterne ned, siger Hajime Nagata, der arbejder med kapitalforvaltning hos Diam Co.
Der er mandag ikke amerikanske nøgletal på dagsordenen. Det er der til gengæld tirsdag, hvor udviklingen i detailsalget i juli anses som det vigtigste.
Herhjemme faldt renten på den toneangivende, 10-årige, danske statsobligation, 3-21'eren, fredag 6 basispoint til 1,12 pct. Over ugen blev det til et samlet fald for den 10-årige danske rente på 6 basispoint.
/ritzau/FINANS
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk