Det henslumrende valutamarked blev rusket godt og grundigt torsdag eftermiddag og tilstanden holdt sig frem til fredag over middag, hvor den tilbagevendede sløvhedstilstand igen satte ind.
Torsdagens tegn på begyndende optimisme på det amerikanske boligmarked og lettelser i forbindelse med gældskrisen tog sin andel i bevægelserne, mens en stigende interesse fra japansk side for at tilbageallokere de tidligere hjemtagne udenlandske investeringer alle pegede i en og samme retning med styrkelse af euro og svækkelse af dollar og især yen.
Højsæsonen for ferierende investorer havde ellers lullet de tilbageblevne markedsdeltagere i søvn ugen igennem i takt med, at dagene forløb begivenhedsløst. Men en lav likviditet i markedet giver traditionelt risiko for uforholdsmæssige store bevægelser, og det var netop, hvad der skete torsdag, hvor euro sprang op som en raket, mens dollar og yen svækkedes.
Ud over de positive indikationer fra USA, lod Tysklands kansler Merkel på et møde i Canada forstå, at Tyskland er enig i ECB-topchef Mario Draghis planer om at lade den Europæiske Centralbank intervenere til fordel for lande, som underkaster sig det kendte sæt betingelser for hjælp. Og Merkel indikerede, at den tyske regering udmærket er klar over, at der skal handles hurtigt, og at tidsdimensionen er vigtig.
Merkels udtalelser vurderes som et klart tegn på, at Tyskland er ved at føle sig tilpas med summen af alle de skridt, som er blevet taget over det seneste år. Og ikke mindst kanslerens udtalelser om tidspres skal tages alvorligt.
Samlet sendte markedet euro op i 1,2380 dollar og 98,30 yen, men i løbet af fredagen har den henslumrende markedstilstand igen fået overtaget med sivende kurser til følge. Euro koster fredag eftermiddag 1,2345 dollar og 97,95 yen.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk