I det sydøstlige Europa starter Tyrkiet, som strækker sig hele vejen over til Syrien og Irak i Mellemøsten. Og på trods af rejsereklamernes billeder af sol og strand i Alanya og placeringen tæt på de varme ørkenlande, er en stor del af landet i "Lilleasien" enormt koldt.
Befolkningen er derfor storforbruger af energi og varme, og lige netop derfor skal Tyrkiet gerne pakkes ind i stenuld inden for overskuelig fremtid. Det mener i hvert fald Gilles Maria, der er finansdirektør i danske Rockwool.
- Energi er generelt blevet dyrt, og vi har set en undersøgelse, hvor tallene i høj grad indikerer, at det er utroligt mange penge, den gennemsnitlige tyrkiske familie bruger på opvarmning af bolig. Og derfor ser vi et stort potentiale i Tyrkiet, siger han til Ritzau Finans.
Hvor Tyrkiet hidtil har været kategoriseret som et eksportmarked for danske Rockwool, har ændringerne i energipriser gjort, at det store land i "Udkantseuropa" nu er blevet til et helt marked i sig selv. Et marked, hvor Rockwool skal være til stede.
- Vi åbner først en fabrik i et land, når efterspørgslen er så stor, at fabrikken kommer til at have noget at lave fra dag ét. Hidtil har vi eksporteret til Tyrkiet fra vores fabrikker rundt omkring i Europa, hvilket ikke i længden er nogen profitabel forretning. Men nu er efterspørgslen så stor, at vi er gået i gang med at sammensætte et team dernede, som så skal overtage den markedsposition, vi er i gang med at bygge, siger Gilles Maria til Ritzau Finans.
/ritzau/FINANS
Morten A. Rasmussen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk