Det gik godt for de amerikanske aktier torsdag efter rentemødet i USA, og fredag er der umiddelbart mere af samme skuffe i vente for investorerne. Futuresmarkedet indikerer i hvert fald stigninger - for Dow Jones-indekset i omegnen af 0,4 pct. efter en stigning torsdag på 1,6 pct.
- Det var et stærkt signal fra Fed og et meget kærkomment træk, men vi må afvente og se, om det mere er et endags eller todages vidunder for markedet. Alt dette om centralbankpolitikken fjerner en grad af usikkerhed, som har plaget markedet og foranlediget volatilitet, siger Mike Lenhoff, chefstrateg hos Brewin Dolphin Securities i London til Bloomberg News.
Hen henviser til torsdagens meldinger fra den amerikanske centralbank, der blandt andet lancerede en ny runde af kvantitative lempelser (QE3), som der har været snakket så meget op i markedet de seneste måneder. Det er initieret for at presse de lange renter ned for herigennem at stimulere væksten i økonomien.
Detailkæmpen Home Depot blander sig i nyhedsstrømmen med beskeden om, at det lukker sine resterende syv storcentre i Kina, hvor det i stedet vil rette fokus mod special- og online salgssteder. Det vil koste 850 ansatte deres arbejde og en nedskrivning for selskabet på omkring 160 mio. dollar efter skat.
Staples, der tilbyder kontorudstyr, er i formarkedet steget 2,4 pct. efter skriverier i Fortune om, at flere kapitalfonde, herunder Bain Capital, overvejer et bud på selskabet. Det skriver CNN Money.
Der er en udskiftning på vej i Dow Jones-indekset, hvor Unitedhealth Group erstatter Kraft Foods med virkning fra 24. september. Det sker, efter at Kraft Foods har annonceret planer om, at det vil udstykke sin nordamerikanske maddivision i en enhed for sig.
/ritzau/FINANS
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk