Toppen af stigningerne er taget af på de europæiske aktiebørser fredag eftermiddag, og i London har det toneangivende indeks endda nået negativt territorium. Der var ellers stigninger på menuen hen over formiddagen efter skriverier om, at EU arbejder sammen med den spanske regering om indholdet i et reformprogram, hvilket skulle være fokuseret på de forhold, som kræves for en hjælpepakke, før Spanien formelt beder om hjælpen.
Den største stigning på indeksniveau er da også i Spanien, nærmere betegnet i Madrid, hvor eliteindekset IBEX35 er gået frem med 1,4 pct. Det britiske FTSE 100-indeks ligger ved 14-tiden derimod 0,1 pct. lavere, efter at det tidligere på dagen havde ligget til en fremgang på næsten 0,6 pct.
Det tyske DAX-indeks stiger 0,7 pct., og i Paris ligger CAC 40-indekset til en fremgang på 0,3 pct. Det amerikanske aktiebørser indikeres samtidig til at starte fredagens handel med stigninger i omegnen af 0,2 pct., ifølge futures markedet.
I London er Vodafone med en stigning på 1,5 pct. til 177,6 pence med til at mindske faldet i FTSE 100. Barclays har fredag gentaget en købsanbefaling på teleaktien, mens kursmål er løftet en spids til 200 pence fra 195 pence. Omvendt tynger olieselskaberne med fald til Royal Dutch Shell og BP på henholdsvis 0,5 og 0,4 pct.
På børsen i Frankfurt viser Volkswagen gode takter med en stigning på 1,2 pct. Derimod falder sportsudstyrsproducenten Adidas med 1,1 pct., efter at selskabet nedjusterede forventningerne til salget i sin Reebok-enhed i 2015 til 2 mia. euro fra tidligere 3 mia. euro. I Paris er udsvingene ligeledes relativt beherskede. BNP Paribas stiger 1,1 pct., mens olieselskabet Total følger konkurrenterne i London med et fald på 0,4 pct.
/ritzau/FINANS
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk