Det var den blodrøde farve, der malede billedet af onsdagens danske aktiehandel, hvor det blev til kursfald over hele linjen. Pist væk var risikovilligheden, som igen er erstattet af nervøsitet for gældskrisen i Sydeuropa - og i særdeleshed Spanien.
Tilliden til det pressede land i markedet er ganske tyndslidt, og investorerne venter i nervøsitet på, at den spanske regering kaster håndklædet i ringen og beder om officiel hjælp.
- Det, der styrer markedet, er, den politiske nøleproces fra Spanien og Italien, som udskyder vendingen i Europa. Folk er betænkelige over, hvordan landene vil håndtere større problemer, hvis de ikke engang kan finde ud af noget så simpelt som at søge om hjælp, siger Christian Tegllund Blaabjerg, cheføkonom hos FIH Erhvervsbank, til Ritzau Finans og fortsætter:
- På den anden side står USA, hvor det eneste reelle problem er arbejdsløsheden, og derfor ser man også et mere positivt billede på det amerikanske marked, hvor forskellen til Europa er blevet større over tid.
Katastrofekursen blev total med voldsomme demonstrationer mod de nedskæringer, som den spanske regering er nødt til at gennemføre i forbindelse med statsbudgettet for 2013, der præsenteres i denne uge, i Spaniens hovedstad, Madrid. Bedre blev det heller ikke af, at regionen Catalonien på egen hånd har søgt EU-Kommissionen om hjælp og erklæret, at man ønsker uafhængighed fra det øvrige Spanien.
Den dårlige stemning gav kursfald til samtlige aktier i det danske C20-indeks på en dag, hvor også alle toneangivende indeks i det resterende Europa registrerede tilbagegang, og eliteindekset samlet faldt med 1,4 pct. til 494,04.
På selskabssiden var der atter negativt fokus på FLSmidth efter meldinger fra den internationale messe for leverandører til mineindustrien, Minexpo, som løber af stablen i Las Vegas i disse dage. Her meldte FLSmidths amerikanske konkurrent Joy Global om faldende investeringslyst i mineindustrien, og selskabet ser anlægsinvesteringerne i branchen dykke med 5-10 pct. i det kommende år, ligesom det peger på, at klimaet har været utrolig sløjt i 2012.
- Vi ser en flad udvikling i investeringerne i år i forhold til sidste år. Men det svarer til en nedgang på 15-20 pct. i forhold til de investeringsmål, som kunderne meldte ud ved årets begyndelse. I forhold til 2013 ser vi en nedgang i investeringerne på 5-10 pct., sagde topchefen for Joy Global, Michael Sutherlin, ved konferencen tirsdag.
FLSmidth var da også at finde helt i bunden af C20-indekset dagen igennem, og aktien lukkede med et fald på 2,9 pct. til 335,90 kr. De eneste aktier, der faldt mere, var Vestas og Danske Bank, som faldt med henholdsvis 3,0 og 3,5 pct.
De mere defensive papirer klarede sig - som vanligt på dage med lav risikovillighed - noget bedre, om end de også endte lavere. Eksempler herpå var William Demant og Chr. Hansen, hvor nedturen begrænsede sig til 0,2 og 0,6 pct. til henholdsvis 517 og 178,50 kr.
Vestjysk Bank, der tirsdag faldt 27,8 pct. efter en gigantisk nedjustering, som følge af omfattende, ekstra nedskrivninger, samt fyring af direktør og vicedirektør, rettede en smule til onsdag. Nordea sænkede ellers sit kursmål for Vestjysk Bank-aktien til 8 kr. fra tidligere 13 kr. og gentog anbefalingen "sælg."
Aktien endte med en stigning på 1,4 pct. til 14,20 kr., men papiret er fortsat 27 pct. lavere end lukkekursen mandag på 19,40 kr.
/ritzau/FINANS
Mikkel Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk