Alm. Brand Markets ser ikke meget håb for, at Maersk Line får gennemført den ratestigning på 500 dollar per tyvefodscontainer fra Asien til Europa, som blev annonceret i sidste uge. Prisdisciplinen er for svag i markedet, vurderer analytiker i Alm. Brand Markets Jesper Christensen.
Ratestigningen er seneste sværdslag i den lange udmattelseskrig mellem rederierne på den vigtige rute fra Asien til Europa. Efter et kollaps i fragtraterne udløst af en benhård priskrig vinteren og foråret 2011 og 2012 lykkedes det rederierne at hæver priserne markant op til sommeren. Siden da er priserne dog, målt på spotrateindekset SCFI, faldet med 40 pct. til 1158 dollar per teu fra 1888 dollar sidst i juni. Prisdisciplinen er igen forduftet, og derfor vurderer Alm. Brand Markets heller ikke, at de 500 dollar vil slå igennem.
- Det mener jeg ikke, de vil få succes med. Maersk Line skal nok komme igennem med noget af stigningen, og de har også fået lidt medløb fra de andre rederier i sidste uge. Men jeg tror ikke på, at Maersk Line vil få 100 pct. af stigningen igennem, som vi så i marts. Den disciplin, vi så den gang, er blevet brudt, siger Jesper Christensen til Ritzau Finans.
Analytikeren er dog ganske enig i tiltaget, da Maersk Line skal sikre sig en ratestigning inden de længerevarende kontrakter skal forhandles i november og december.
- I slutningen af året og i starten af 2013 skal en stor del af de langsigtede kontrakter forhandles. Derfor har man måske ikke så meget mod et svagt spotmarked i september og oktober, men det vil være værre i december og januar. Så at forsøge at komme igennem med noget nu er fornuftigt. Men det betyder ikke, at de får succes med det, vurderer Jesper Christensen.
Maersk Line har tidligere meddelt, at de ønskede en ratestigning på 10-15 pct. i slutningen af året. Den annoncerede ratestigning er dog markant mere end det, og også markant mere i forhold til rateniveauet, da meldingen først kom. Spørgsmålet er, om Maersk Line bevidst har sat stigningen højt for at sikre sig så stor en stigning som muligt. Det er dog et kompliceret spil.
- Det er lidt forhandlingsteknisk. Normalt skal man bede om det, man gerne vil have. Beder man om for meget, ser man svag ud, hvis man giver sig for meget. Så jeg tror, de beder om det, de gerne vil have. Men man køber selvfølgelig heller ikke ind på Hjallerup Marked og giver et bud, der svarer til det, man har i pengepungen, siger Jesper Christensen.
Jesper Christensen skiftede for nyligt sin køsbanbefaling ud med en salgsanbefaling på A.P. Møller - Mærsk og kursmålet blev sænket fra 51.000 kr. til 35.000 kr. Det skete, da han vurderede, at prisdisciplinen var brudt sammen, og markedet på vej til gamle dages dårlige skikke. Ratemeldingen fra Maersk Line ændrer ikke på den holdning.
- Rateudviklingen ser stadig svag ud, og siden jeg nedjusterede, har raterne og volumen fortsat udviklet sig svagt. Så den står jeg fast ved. Der kan komme et lille rateløft med disse her stigninger, men jeg forventer raterne vil falde igen, siger Jesper Christensen.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk