Ugen og kvartalet er startet positivt for det amerikanske aktiemarked, der har ladet sig overbevise af den opløftende stemning på de europæiske aktiebørser. Efter godt 10 minutters handel ligger Dow Jones-indekset 0,7 pct. højere, S&P 500 stiger 0,6 pct. og Nasdaq med 0,4 pct.
Google åbner 0,3 pct. højere, og selskabet klemmer sig herefter ind foran Microsoft, som har startet dagen i et stort set uændret niveau, målt på markedsværdi. Google har herefter en markedsværdi på astronomiske 250 mia. dollar.
Stemningen kan blive påvirket kl. 16, når Institute for Supply Management (ISM) offentliggør sit fremstillingsindeks for september. Det ventes at vise en lille stigning til 49,7 fra 49,6 måneden før, ifølge CNN. Det helt store fokus i USA i denne uge er dog på fredagens månedlige beskæftigelsesrapport.
- Det er en stor uge for makrodata, startende i dag med ISM-tallene, og som vil klæbe markederne til de fundamentale nyheder, siger porteføljerådgiver Daniel Weston fra Schroeder Equities til Bloomberg.
Bankerne viser generelt gode takter. Bank of America stiger 2 pct., hvilket er den største stigning blandt aktierne i Dow Jones, og JPMorgan Chase ligger 1,8 pct. højere.
/ritzau/FINANS
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk