Det amerikanske militær støtter et forslag, som vil forlænge US Maritime Security Fleet programmet, så de amerikansk-indregistrerede rederier, der i dag stiller skibstonnage til rådighed for det amerikanske militær, uden konkurrence får forlænget deres kontrakter til 2025. Det skriver den norske shippingavis Tradewinds.
Hvis forslaget ender med at gå hele vejen igennem systemet, får de ni nuværende rederier med virkning fra september 2015 tilsammen 2,076 mia. dollar i støtte i 10 år for at stille deres skibe til rådighed under amerikansk flag, hvis de vel at mærke ønsker at fortsætte. Hvis alle de nuværende kontrakter forlænges, vil hovedparten af pengene gå til Maersk Line Ltd., American Roll-On Roll-Off Carriers, APL og Hapag-Lloyd. Disse fire rederier tegner sig ifølge shippingavisen sig for 46 af de 60 skibe, som programmet omfatter.
Forslaget, der endnu ikke er endeligt vedtaget, har mødt modstand fra det amerikanske rederi Liberty Maritime, som ønsker konkurrence om kontrakterne, men opbakning fra både US Military Transportation Command og US Maritime Administration.
/ritzau/FINANS
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk