Der er visse risici forbundet med den amerikanske centralbanks seneste afdeling af obligationsopkøb QE3, som blev vedtaget ved det seneste rentemøde i banken,, men de er under kontrol, fremgår det af referatet mødet, som blev offentliggjort torsdag aften.
- De fleste mødedeltagere mente, at risiciene ved de kvantitative lempelser kan håndteres, da centralbanken kan justere opkøbsprogrammet, hvis der er behov, som svar på forandringer i økonomien eller til forandringer i vurderingen af programmets effektivitet og omkostninger, skriver Fed i referatet.
Fed-chef, Ben Bernanke, annoncerede ved rentemødet, at centralbanken vil opkøbe for 40 mia. dollar realkreditobligationer hver måned for at styrke væksten i den amerikanske økonomi og bekæmpe den største akilleshæl, som er arbejdsløsheden.
Fredag kommer den med spænding ventede arbejdsmarkedsrapport, hvor det er ventet at der, eksklusive landbruget, er blevet tilføjet 130.000 nye job i september mod 96.000 i august. Tidligere på ugen viste den private ADP-jobrapport en større stigning end ventet. ADP-rapporten bruges normalt som pejlemærke for den officielle jobrapport, men ved offentliggørelsen i august viste det sig, at der ikke var nogen stor sammenhæng mellem de to rapporter.
/ritzau/FINANS
Mikkel Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk