Der er forholdsvis fredeligt på de internationale valutamarkeder mandag eftermiddag. Udsvingene mellem de store valutaer som dollar euro og yen er begrænsede og holder sig inden for de seneste dages intervalhandel uden tegn på yderligere forskydninger. Euro koster 1,2955 dollar og 102,00 yen, mens dollar koster 78,75 yen. Fredag var de tilsvarende kurser 1,2975 dollar og 101,75 yen, mens dollar kostede 78,45 yen.
Til gengæld giver den danske krone sig igen en smule. Den langvarige svækkelse af kronen efter Nationalbankens beslutning om at sænke den helt korte rente til under nul har fået investorerne til at trække sig fra yderligere investeringer i danske likvider. Det er nu fortid at bruge det danske pengemarked som sikker havn i ly for gældskrisen i Europa.
Kronen er nu svækket til lige i underkanten af 7,46 kr. per euro og efter at Nationalbanken i sidste måned intervenerede direkte i valutamarkedet med salg af valuta, er der grund til at antage, at dette også er tilfældet på det nuværende kursniveau.
Selv om den slags intervention normalt ville være bekymrende, synes Nationalbanken at være svært tilfreds med udviklingen efter at den danske centralbank i april og maj måtte gå den modsatte vej og købe købe valuta i store mængder for at modvirke en for stor styrkelse af kronen. Det betød en helt exceptionel stor stigning i valutabeholdningen, som nu langsomt kan nedbringes og samtidig stabilisere kronens kurs over for euro - tilmed med en stor kursgevinst. Euro koster mandag eftermiddag 7,4595 kr.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk